Real Betis-spilleren Riza Durmisi forventer at være Åge Hareides foretrukne venstreback ved VM.

Helsingør. Søndag aften forventer landstræner Åge Hareide at reducere sin VM-bruttotrup fra 35 til 26 spillere.

Venstrebacken Riza Durmisi regnes af fodboldeksperter som værende blandt spillerne, der er i risikozonen for et fravalg, men den vurdering giver Real Betis-spilleren ikke meget for.

- Jeg er ikke imponeret over de eksperter, eller hvem der udtaler sig. Der er ingen tvivl om, at jeg skal være med, og jeg skal også spille, for jeg har været med hele vejen. Jeg viser altid, at jeg er på, siger Riza Durmisi.

- Jeg synes ikke selv, at jeg spiller dårlige kampe. Nu skal jeg ikke rose mig selv, da andre kan se det bedre. Men jeg er ligeglad med eksperterne. Jeg vil blive meget, meget overrasket, hvis jeg ikke kommer til Rusland.

Durmisi har ellers ikke været fast mand omkring landsholdet i den seneste periode.

I en dokumentarudsendelse om landsholet udstillede Hareide endda sin utilfredshed med Durmisi, da man så landstræneren analysere en kamp.

- Vi har haft en snak om det. Sådan analyserer han alle spillere. Jeg synes, det var fedt.

- Han spurgte, om det måtte komme med i programmet. Det viser, at ikke alt er en dans på roser. Jeg kan tage det. Det gav noget andet til programmet, mener Durmisi.

Han har set til fra bænken i store dele af forårssæsonen, men han kom tilbage med en scoring i sejren over Malaga og startede inde i de sidste fire ligakampe.

- Jeg har spillet 24 ligakampe i sæsonen, så forskellen er ikke så stor i forhold til sæsonen før, hvor jeg spillede 27. Men da det var i en sammenhængende periode, blev der lagt mere mærke til det.

- Det har faktisk været en fin sæson, selv om jeg ikke har spillet ligeså meget op til VM. Men det var vigtigt, at jeg spillede de sidste kampe og scorede.

- Jeg viste, at jeg er klar, og at man kan regne med mig, selv om jeg har siddet ude i nogle kampe. Det handler om at være stærk mentalt, siger den tidligere brøndbyspiller.