»Det anbefales at komme i god tid på Rådhuspladsen, da noget af pladsen er under renovering og derfor afspærret.«

Sådan lyder opfordringen fra Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, efter Danmarks historiske guldtriumf.

Det bliver et brag af en guldfest, når danskerne skal hylde håndboldverdensmestrene.

Men der bliver ikke plads til lige så mange, som der har været de andre gange, danske atleter er blevet hyldet på Rådhuspladsen i København.

Halvdelen af pladsen er i disse dage spærret af, fordi Dragespringvandet er ved at blive genetableret midt på pladsen.

»De danske håndboldherrer er verdensmestre for tredje gang i træk. Det er intet mindre end en historisk bedrift, som fortjener den største respekt og hyldest. Balkonen er selvfølgelig klar til VM-holdet. Jeg håber, at hele Danmark vil valfarte til København og Rådhuspladsen for at fejre de tredobbelte guldvindere,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ifølge planen lander guldherrerne fra Stockholm klokken 15.10. De står ud af flyet i Københavns Lufthavn, hvorefter der venter dem en kort modtagelse ved bagagebåndet. I velkomsthallen venter familie, venner og fans.

Nikolaj Jacobsen kender efterhånden turen. Sammen med holdet ankommer de til rådhuset omkring klokken 17.10. Her venter modtagelse, hyldest og taler inde på rådhuset, og så til the main event!

Her vil Danmarks guldhelte træde ud på balkonen i den friske januarluft – ud på den balkon, hvor de største danske sportsstjerner har modtaget deres hyldest gennem tiderne.