Ved herrernes VM i slutningen af sidste år gjorde FIFA-præsident Gianni Infantino en dyd ud af at være til stede ved alle 64 kampe.
Sådan er tilfældet dog langt fra ved kvindernes igangværende VM-slutrunde.
Ifølge Sky News har den omdiskuterede FIFA-boss nemlig forladt New Zealand, som sammen med Australien afholder VM.
Ifølge mediets oplysninger forlod Infantinos privatfly Tahiti 17. juli, hvorefter det var i New Zealand omkring otte dage, før det vendte tilbage til Tahiti 25. juli.

Infantino har ikke været til nogen kampe i Australien – ej heller har han besøgt landet siden det blev tildelt værtsrettighederne i 2020.
Stik modsat herrernes VM, hvor han opholdt sig i Qatar omkring et år op til slutrunden.
FIFA vil ifølge Sky News ikke oplyse, hvornår Infantino skal tilbage til turneringen, der slutter 20. august.
Den schweizisk-italiensk fodboldleder har inden slutrunden opfordret til, at kvindernes VM blev mødt med samme respekt som herrernes, og kritiserede tv-selskaber for ikke at byde på rettighederne.
»Det er tid til at respektere kvinder,« har han flere gange sagt, når han kritiserede tv-stationerne.
Alligevel har han altså nu valgt at droppe kvindernes slutrunde for at rejse til Tahiti.