Han har prøvet det før. Og det skal han helst ikke igen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har med stor succes stået i spidsen for det danske landshold siden 2017, og i de første år af landstrænerjobbet arbejdede han sideløbende for Bundesliga-klubben Rhein-Neckar Löwen, der kæmpede om titel og spillede Champions League.

Den periode sled på Jacobsen. Og selvom flere banker på hans dør, er han ikke interesseret i at gentage dobbeltjobberiet – for nu.

»Jeg kunne ikke finde på at have et Bundesliga-hold, der spillede Champions League, og så også have landstrænerjobbet. Det kommer jeg ikke til at gøre én gang til. Der skal man nok have et hold i en noget dårligere liga, hvor man næsten er sikker på mesterskabet,« siger Jacobsen til B.T. og tilføjer:

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Men jeg tror faktisk ikke, jeg ville have lyst, hvis jeg skal svare, som jeg har det lige nu.«

Har du været fristet af bejlere?

»Der er bestemt folk, der banker på min dør. Og nej, jeg har ikke været fristet. Jeg befinder mig godt her, hvor jeg er. Jeg synes, jeg kan dygtiggøre mig på den her måde lige nu. Det kan godt være, jeg skal være klubtræner på et senere tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at det ville være bedre for mig økonomisk at være klubtræner, men lige nu passer det mig godt at være landstræner.«

»Jeg har tid til andre ting. Jeg har tid til min familie. Jeg er glad for, at jeg har været i den her verden i 30 år, men en af de mest befriende ting var, at der ikke blev lagt en kalender foran mig 1. juli, der dikterede, hvad jeg skulle de næste 10-11 måneder.«

Har der været noget konkret tilbud til dig?

»Nej, så langt er vi aldrig nået. Jeg har afvist de forespørgsler, der har været og sagt: 'Nej tak. I er velkomne til at vende tilbage en anden gang, men lige nu er jeg glad for mit job',« siger Jacobsen, der har kontrakt med DHF frem til 2025.

Nu går landstræneren ind til sin syvende slutrunde i spidsen for landsholdet, der jagter et historisk tredje VM-guld på stribe. Selv føler Jacobsen, at han efter nogle »ekstremt hårde år« som både klub- og landstræner er blevet endnu skarpere ved at fokusere på det danske landshold.

»Jeg ved godt, der altid har været snak om – fra folk, der ikke har prøvet det før – at man kan blive uskarp, fordi man ikke er på gulvet hele tiden. Jeg synes, det er stik modsat for mit vedkommende.«

»Jeg føler, jeg er blevet en meget bedre landstræner ved kun at være landstræner. Jeg har meget mere tid til at fordybe mig i tingene og i mine spillere. Jeg kan forberede og udvikle mig selv som træner på lidt andre punkter. Når man er begge dele, handler det meget om resultater og om næste modstander, og der flyver tiden af sted. Her har det været fedt at prøve at udfordre mig selv.«

Danmark åbner VM fredag 13. januar i Malmø mod Belgien.