For første gang i lang tid er vi pressede.

Det kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været under Kasper Hjulmand.

Og på en måde føles det også helt forkert at tænke på med kun få timer til kampen mod Australien.

Vi SKAL jo vinde. Der er ingen vej udenom, hvis vi vil noget ved denne slutrunde.

Landstræner Kasper Hjulmand.
Landstræner Kasper Hjulmand. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men det er jeg også overbevist om, at vi gør. Det skal vi simpelthen!

Der var markant forskel på vores præstationer mod Tunesien og Frankrig. Vi lignede langt mere et hold mod de franske stjerner.

Der var bare lige én person med nummer 10 hos de blå, der ville det anderledes …

Heldigvis er Australien et helt andet hold. De har ikke individualister. De skal vinde på at stå kompakt, og det er lidt det samme, som vi var oppe imod ved VM i 2018, da vi mødte dem.

Det er ikke et dårligt hold. Men det bliver en helt, helt anden opgave end for fire dage siden.

Vi skal tage kontrollen. Få dem til at blive usikre i deres formation. Og så skal vi kende vores besøgelsestid.

Vi er jo favoritter.

Lige nu er jeg heller ikke nervøs. Det har jeg egentlig ikke været op til nogle af kampene.

B.T.s VM-kommentator, Nicolai Jørgensen.
B.T.s VM-kommentator, Nicolai Jørgensen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

MEN jeg ved, at så snart jeg sætter mig i stuen, og kampen begynder, så kommer det lynhurtigt.

Jeg bliver nærmest mere nervøs nu, end hvis jeg selv havde været en del af holdet. Jeg går virkelig op i det.

Det er nervepirrende at se.

Men jeg tror virkelig på en sejr senere. Australien ligger godt til os. De spiller lidt mere primitivt, og det passer os fint.

Jeg er med på, at vi har kæmpet lidt med det offensivt i de første to kampe. Men det er også en holdindsats at lave mål.

Det er de færreste hold, der har spillere, der bare laver mål ud af ingenting. Der var lige ham fra Frankrig i lørdags … men ellers.

Vi skal have sat vores angribere op til nogle bedre chancer. Så skal der nok komme tur i den.

Man spiller sig også i form i løbet af en turnering. Sådan er det altid.

Christian Eriksen er stadig ikke kommet på måltavlen ved VM i Qatar.
Christian Eriksen er stadig ikke kommet på måltavlen ved VM i Qatar. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og der kommer helt sikkert til at være flere muligheder senere, og det giver os automatisk noget selvtillid at vide, vi er bedre end dem – spiller for spiller.

Jeg medgiver dog, at vi for første gang siden EM har kniven for struben. Sådan rigtigt.

Men sådan er det i fodbold. Det sætter bare landsholdsspillerne ekstra op. Og går vi videre, så bliver det en ny turnering.

Vi skal have tre point, og så starter vi forfra torsdag.

Det er nu, vi skal se, hvad vores hold er lavet af. Vi har så mange spillere, der render rundt i de største klubber.

Og de lever med et gigantisk pres uge efter uge. Det er jo en fordel for os. De har SÅ meget erfaring.

Ja, vi er pressede, men jeg tror på det.

God kamp!