Mystik om Haalands kæreste – rygterne gik amok
Fodboldverden talte om hende – holdt hemmelig i årevis.

Fodboldverden talte om hende – holdt hemmelig i årevis.

Alle ved, hvem han er.
Folk vender sig om, når de ser ham.
Og dét med at rejse verden rundt uden at blive stoppet på gaden? Det kan han godt glemme.
Det norske fænomen Erling Haaland er nemlig for længst blevet én af verdens største fodboldstjerner.
Men selv om han i flere år har levet et liv i offentligheden, har angriberens kærlighedsliv været omgivet af stor mystik.
Lige indtil en helt særlig dag.
Vi spoler tiden cirka tre år tilbage.
Manchester City har netop vundet Premier League-trofæet. I overlegen stil.
Spillerne render rundt på banen for at fejre mesterskabet med familie og venner.
Og midt i fejringen beslutter Erling Haaland, at hele familien skal op på podiet for at få taget et fællesbillede.
Men bagest på billedet dukker der pludselig et ukendt ansigt op iført en City-trøje.
Navnet? Isabel Haugseng Johansen. En norsk kvinde, der med det samme sætter nettet i brand.
For hvem er hun? Og hvad laver hun dér?
Alverdens medier havde ellers i flere måneder spekuleret i, om den norske målmaskine overhovedet havde en kæreste.

Rygterne var faktisk eksploderet. Flere gange endda.
Men det havde han altså. Og for første gang valgte han at vise hende frem for offentligheden.
Derfra gik der da heller ikke lang tid, før de norske medier havde gravet lidt i parrets kærlighedshistorie.
Og her viste det sig, at de to turtelduer havde kendt hinanden i årevis.
Begge kommer nemlig fra den norske landsby Bryne, hvor de har tørnet ud for byens fodboldhold i ungdomsårene.
»Hun sendte mig en besked, mens hun spillede i den samme klub som jeg. Så hun tjekkede mig ud, men jeg tjekkede ikke hende ud,« har angriberen tidligere fortalt til NRK.
Selv om Isabel Haugseng Johansen på dét tidspunkt endelig havde gjort sin entré i offentligheden, var det dog ikke ligefrem, fordi hun havde besluttet sig for at overrende medierne.
Faktisk er det kun ganske få informationer, som parret har valg at dele om deres forhold.

»Jeg laver aftensmad. Og nu bliver det ret pinligt for hende, når jeg siger det her. Men hun kan også godt lide at game. Så vi gamer Minecraft sammen. Ellers tager vi hjem til Bryne og bestiller kebab,« har nordmanden engang sagt, skriver Dagbladet.
På grund af de sparsomme informationer var parrets ankomst på den røde løber i Paris til Ballon d'Or-uddelingen i 2023 i den grad noget, som løb med mediernes opmærksomhed.
Øjeblikket fandt i hvert fald vej til Sports Illustrated's forside.
På trods af, at opmærksomheden på Isabel Haugseng Johansen er eksploderet de senere år, så er det kun ganske få gange, hun har udtalt sig.
Én af gangene indrømmede hun dog, at det egentlig ikke var superstjernen, hun havde et godt øje til som helt ung.
»Jeg kunne faktisk godt lide din ven i starten, men så flyttede mit fokus sig til dig,« sagde hun sidste år i en video på Haalands YouTube-kanal.
Det hele endte dog lykkeligt for parret, som altså nu bor sammen i Manchester.
Og i december 2024 kunne parret endda dele den glædelige nyhed om, at de var blevet forældre til en lille dreng.
Derfor er opbakningen til angriberen på hjemmefronten da også enorm, når Norge i næste uge tager hul på VM mod Irak.