Det sad tydeligvis stadig i den norske landstræner Ståle Solbakken efter kampen, da B.T. mødte ham.

En situation, som var yderst kontroversiel og muligvis afgørende for, at England og ikke Norge gik videre fra lørdagens VM-kvartfinale i Miami.

Situationen opstod kort inden Englands udlignende mål til 1-1.

Her blev en høj bold spillet frem i banen.

Og på billeder ligner det i høj grad, at bolden rammer en af de wires, som styrer et kamera over banen.

FIFA har efterfølgende været ude og sige, at den teknologi inde i boldene til VM, som tidligere har kunnet måle noget så fint som hår, ikke registrerede noget i situationen i Miami lørdag aften.

Men på tv-billeder, da kampen blev fløjtet til pause, kunne man se en dybt frustreret Ståle Solbakken i samtale med kampens dommer.

Den frustration havde den tidligere FCK-træner ikke fået ud af kroppen, da B.T. efter kampen, som endte 2-1 til England, mødte ham i mixedzone.

»Bolden rammer wiren og falder ned. Sådan er det,« lyder det fra Ståle Solbakken, som uddyber:

»Hvis man skal følge reglerne, så skal der dommerkast til.«

Ståle Solbakken kunne videre fortælle, at han er yderst stolt af sit norske hold, som kom ind til VM som underdogs, men har fået sejre, imponeret fodboldverdenen og lært alle at ro.

»Det har været en fantastisk turnering. Men lige nu er det svært at snakke om,« siger han.