Go' morgen!

Sjældent har ordet passet bedre. For det er i dén grad en god morgen, er det ikke? De danske VM-drenge vandt åbneren mod Peru og åbnede dermed døren til 1/8-finalerne. Nu skal de vel egentlig 'bare' gå ind ad den mod Australien på torsdag. Det er da værd at starte en  lille bølge over!

Kønt var det ikke. Fortjent var det egentlig heller ikke. Men hvad gør det? Chancerne for, at I derhjemme får lov at brænde pølserne på grillen på, mens I ser Danmark spille knock out-kampe, er pludselig steget betragteligt. Det er da lækkert! Modsat pølserne.

Lækker var også opbakningen til Peru. Wow, for en stemning i Saransk. De 6-700 danske fans gjorde det godt, men de var chanceløse som Søren Colding over for Thierry Henry mod de mange tusinde peruvianere. Man kan kun unde dem det bedste på vejen videre.

Danske fans.
Danske fans. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det samme håber vi, I synes gælder os. I nat har vi igen overnattet i bjælkkehytten 25 kilometer ude i det russiske vildnis. Altså den, som trods beliggenheden langt uden for lands lov og ret, fortsat ligger klods op ad en hovedvej! Nej, det burde ikke kunne lade sig gøre.

For mit vedkommende bød nat nummer et på en skøn ske med vores fotograf, Jens. Den gentager vi nok i nat. For Michel Davidsen bød den på en halvødelagt drømmeseng. Og for os alle bød på den på ildelugt i køkkenet og et bad i kloakvand i morges. Det bliver helt okay at flyve tilbage til Anapa i morgen. Efter endnu en køretur til Nizhny Novgorod og en mellemlanding i Moskva vel at mærke.

Apropos i morgen... Vi trækker bukserne af på os selv og placerer bagdelen i klaskehøjde. Har I kritik - måske især af vores karakterer fra Peru-sejren - satser vi på at åbne op for en Facebook live, hvor I kan komme med den ris og ros, I lyster. I kan naturligvis også stille spørgsmål og møde vores maskot og fotograf, Jens, der her forhåbentlig er vågnet fra den lur, han tog på en russisk græsplæne. Vi satser på, at vores logistiske og teknologiske udfordringer, tillader at det sker.

Nå, videre til dagen i går på de øvrige VM-arenaer.

Allerede klokken 12.00 blev første kamp i Danmarks gruppe mellem Frankrig og Australien spillet, og alle, der troede, det ville blive en walkover for Didier Deschamps mandskab, fik sig en overraskelse. Frankrig skulle bruge næsten en time på at få hul på bylden, og det var først, da dommeren efter en VAR-kendelse dømte straffespark, at Griezmann bragte sit hold foran. Men også australierne skulle komme tilbage på et straffespark, før Paul Pogba afgjorde det med sit mål til 2-1.

Antoine Griezmann.
Antoine Griezmann. Foto: LUIS ACOSTA
Vis mere

Denne gang var der ikke mere at komme efter for Australien, der i stedet brugte slutminutterne på at skifte VMs yngste spiller Daniel Arzani på bare 19 år på banen. Den indskiftning kan vise sig at blive værdifuld for Australien i fremtiden, for Arzani er født i Iran og har iransk afstamning, og da han hidtil ikke havde spillet gældende kampe for Australien, kunne den 19-årige spiller stadig være aktuel for det iranske landshold. Det er han ikke mere. Øv for seneste skud på vores VM-stamme.

Lionel Messi (tv.) og Gonzalo Higuain.
Lionel Messi (tv.) og Gonzalo Higuain. Foto: ABEDIN TAHERKENAREH
Vis mere

Aktuel var den dødfarlige angriber Gonzalo Higauin heller ikke for Argentina før seks minutter før slutfløjt, og det kan virke ret mærkeligt, at Argentinas landstræner Sampaoli ventede så længe med at skifte Juve-angriberen ind. For Argentina var i den grad på hælene i deres kamp, og en dårligt spillende Lionel Messi, der også brændte et straffespark, kunne ikke forhindre de bravt kæmpende islændinge i at hente et velfortjent point.

Og efter den dejlige danske sejr var det så Kroatiens tur til at komme godt fra land i det russiske, da Nigeria, der er svære at blive klog på, blev nedlagt. Og ja, selvfølgelig. Selvfølgelig blev der også dømt straffe i den sidste af dagens fire kampe. Her scorede Luka Modric og sikrede en 2-0-sejr.