Lyt til artiklen


Han har set dem forsvinde én efter én, men landsholdsveteranen Henrik Møllgaard holder ved.

Håndboldspilleren lægger ikke skjul på, at herrelandsholdet er godt i gang med et stort generationsskifte. Og det kan den 38-årige Aalborg-stjerne mærke på egen krop.

»Jeg har haft en erkendelse af, at alle mine forbilleder, helte, alle dem, jeg lænede mig lidt op ad, dem, der tog sig af mig, ikke er her mere. Jeg er glad for, at Hans (Lindberg, red.) er tilbage, fordi alle er væk. Kasper Søndergaard, Anders Eggert, Jesper Nøddesbo, Bo Spellerberg.«

»Det er en hård erkendelse. Jeg kan godt se, at der er ved at tegne sig et billede af, at der nok ikke går så lang tid, før det måske også er mig, der glider ud,« siger han til B.T.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

41-årige Hans Lindberg har tidligere udtalt, at han er træt af at blive spurgt om, hvornår han stopper karrieren på grund af sin alder. Møllgaard har det lidt anderledes.

»At I stiller spørgsmålet, ændrer ikke min situation. Jeg vil spille så lang tid som muligt. 38 er også en høj alder, selvom grænsen hele tiden flytter sig. Specielt på landsholdet.«

»Jeg har intet imod at blive spurgt, fordi så kan jeg også få lov til at lave jobansøgninger for mig selv. Jeg vil gerne spille videre, for jeg tror ikke, jeg kommer til at lave noget, der er sjovere end det her,« siger Møllgaard.

Han gruer lidt for dagen, hvor han skal smække benene op og nyde håndbolden i fjernsynet i stedet for på banen. For de arbejdsår, der følger, kommer aldrig i nærheden, siger han.

»Uanset om jeg får et job inden for sporten, skal sidde på kontor eller jeg skal have en vinbar, så laver jeg det sjoveste, jeg kommer til i mit voksenliv,« siger han og fortsætter:

»Det har jeg været en smule ked af, at jeg skal afslutte mit arbejdsliv med sådan 35 lidt tarvelige år, men jeg nyder også at være i det nu og trækker den så lang tid som muligt, fordi jeg synes, det er pisse fedt. Jeg nyder omklædningsrummet og nyder at jagte det næste store. Det er fedt at være en del af et vanvittig godt landshold,« siger forsvarsgeneralen.