Nu er det nok.

Onsdag inviterede DBU-ledelsen med formand Jesper Møller, direktør Jakob Jensen og fodbolddirektør Peter Møller ind til pressemøde for at fortælle, at medierne og danskerne nu skal skille tingene ad, så landsholdet kan fokusere på spillet ved VM, mens ledelsen i DBU tager sig af de politiske emner i Qatar.

For det har ramt hårdt, som medierne og danskerne har belyst, hvordan forholdene i værtsnationen er.

»Det, som vi oplever fra medierne og danskerne, er ekstremt voldsomt. Det skal vi navigere i, samtidig med at I og vi og danskerne har et krav om, at vi skal gå videre og stå med den pokal og vinde VM. Det er et kæmpe paradoks at stå i lige nu,« konstaterer Peter Møller og pointerer, at det hele er blevet for meget for aktørerne.

»Jeg er overrasket over, at det fylder så meget. Jeg forstår det godt, men jeg synes også, at det hele går lidt i selvsving. Først, om vi overhovedet skulle spille i Qatar, dernæst til migrantarbejderne, dernæst til kvinders rettigheder, dernæst til LGBT+-personers rettigheder, dernæst til, om stadionerne er bæredygtige, der er mange ting at forholde sig til,« siger han og nævner så et eksempel, som er blevet brugt de seneste dage.

Her kunne man nemlig dagen før Danmarks kamp mod Tunesien se Irans spillere protestere markant over det brutale regime i hjemlandet. En protest, som potentielt kan koste spillerne og deres familier livet.

Imens havde danskerne planer om at tage et OneLove-armbind på, men FIFA har stoppet det og truet med sportslige konsekvenser.

»Man begynder at sidestille, om de danske spillere har samme moral som de iranske spillere, og så begynder jeg ligesom at blive lidt indigneret over de ting, som kommer. Jeg synes, at vores spillere har vist i det sidste halvandet år, hvad de står for, og hvem de er,« lyder det fra Peter Møller, der slår fast:

»Nu vil vi gerne fokusere på fodbold,« understreger han og bemærker, at han også selv er berørt af det store fokus på andet end fodbold.«

»Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort tingene anderledes, men jeg synes, at det med den storm, der er, virkelig gør mig ked af det. At spillerne skal høre, at de kun står op for sig selv. Det rammer også mig som person.«

»Jeg synes, at jeg har gode danske værdier, som jeg har med fra min nordjyske hjemegn, og jeg synes, at jeg har respekt for andre mennesker og vil gøre tingene på en ordentlig måde,« slutter Peter Møller sin forsvarstale om, hvorfor danskerne nu skal skille tingene ad.