Lyt til artiklen

Respekt.

Det er, hvad to af fodboldverdens bedste 10ere har for hinanden.

Det står klart efter deres dramatiske VM-semifinale tirsdag, hvor Lionel Messi besejrede Luka Modric.

Efter kampen udtrykte sidstnævnte ét brændende ønske for resten af VM-slutrunden.

»Forhåbentligt vinder Messi dette VM. Han er historiens bedste spiller, og han fortjener det,« sagde Modric efter kampen ifølge Olé.

Den kroatiske stjerne var fuld af rosende ord til sin mangeårige rival.

»Han gør det fremragende ved dette VM, han viser sine kvaliteter og sin storhed i hver eneste kamp,« fortsatte Modric.

De to stjerner har mødtes 27 gange på en fodboldbane i årenes løb, hvor langt de fleste møder har været El Clásico-opgør mellem Barcelona og Real Madrid.

Luka Modric overrækker Ballon d'Or-trofæet til Lionel Messi i 2019.
Luka Modric overrækker Ballon d'Or-trofæet til Lionel Messi i 2019. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Tirsdagens VM-semifinale var deres tredje landskamp mod hinanden – og den første, Messi kunne trække sig sejrrigt ud af.

I alt har Modric vundet 12 og Messi 10 af deres indbyrdes opgør.

Lionel Messi har bekræftet, at søndagens VM-finale bliver hans sidste VM-kamp nogensinde.

Luka Modric spiller måske også sin sidste VM-kamp, når Kroatien spiller bronzekamp lørdag.

Den kroatiske elegantier fik stående ovationer fra hele stadion, da han blev skiftet ud af semifinalen ti minutter før tid.