England har ikke vundet verdensmesterskabet i fodbold siden 1966.

Men det bliver helt sikkert i år i Rusland, at de igen løfter VM-pokalen, hvis du spørger den engelske fan Jamie Richardson.

Den 32-årige optimist fra byen Castleford har tatoveret VM-trofæet på sin mave med teksten: 'England 2018 World Winners'.

Han fik tatoveringen dagen efter Englands storsejr på 6-1 over Panama. Det var vel at mærke 21 dage før VM-finalen.

»Jeg har ikke bare gjort det spontant. Jeg tror absolut, at vi vil vinde det (VM, red.),« siger Jamie Richardson ifølge det engelske medie Evening Standard.

Jamie Richardson har fortalt, at han har måttet ringe til ti forskellige tatovører, før han endelig fandt en tatovør, der gik med til ideen. Se videoen forneden.

England spiller i aften den sidste gruppekamp mod Belgien. De er dog allerede videre til ottendedelsfinalen, hvorfra englænderne skal vinde fire kampe i træk, før de kan kalde sig verdensmestre.

»Jeg tror helt og holdent på, at vi gør det (vinder VM, red.). Det gik bare op for mig som en forudanelse,« siger Jamie Richardson.