Det gør nas at være Neymar.

For den brasilianske superstjerne er så hurtig på fødderne, at modstandernes eneste middel ofte er forbudt, når de forsøger at stoppe ham.

Og det koster blod, blå mærker – og nu hævede ankler og en misset VM-kamp.

Fredag bekræftede Brasiliens holdlæge, at Neymar som minimum sidder ude i mandagens kamp mod Schweiz på grund af en ledbåndsskade i anklen.

Og nu deler Neymar så selv et billede af, hvordan anklen tager sig ud efter en tur i den serbiske tørretumbler.

På sin Instagram-story viser den brasilianske dribler, at anklen er hævet en størrelse eller to, og det er da ikke til at tage fejl af, at Neymars ankel er medtaget.

Ved siden af billedet af anklen har Neymar også delt et billede af sit ben i en særlig 'sok', der hjælper på restitutionen.

Sikkert og vist er det, at Neymar er ude mod Schweiz mandag, men han bliver måske klar til sidste gruppekamp mod Cameroun på fredag – nok næppe, hvis Brasilien slår Schweiz og allerede er videre.