Lyt til artiklen

Selvom omgivelserne udenfor er langt fra den vanlige fodboldstemning – med temperaturer tæt på frysepunktet og store vinterjakker over skuldrene – er opbakningen til fodboldlandsholdet fortsat intakt.

Tusindvis af danskere trodsede nemlig det skæve sendetidspunkt for Danmarks VM-åbningskamp og fulgte opgøret, som foregik midt i arbejdstiden.

Det viser en måling fra analysebureauet Nielsen, som B.T. har fået tilsendt.

Målingen viser helt præcist, at 983.401 seere så med, da Christian Eriksen og co. klokken 14 gik på banen til opgøret mod Tunesien.

Seertallet er både fra DRTV og flow-kanalen.
Seertallet er både fra DRTV og flow-kanalen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nielsen uddyber til B.T., at antallet både tæller dem, der fulgte kampen via DR TV og de, der så med via flow-tv.

Og endelig er antallet et gennemsnit at 1. og 2. halvleg af kampen, som bekendt endte i et skuffende dansk resultat, 0-0.

Sætter man tallet lidt i perspektiv, stemmer det meget godt overens med seertal fra tidligere slutrunder.

Ved åbningskampen ved VM i 2018 (lørdag 16. juni) så 1.214.000 seere kampen, da landsholdet slog Peru 1-0.

I de efterfølgende opgør mod Australien og Frankrig ved samme slutrunde (21. og 26. juni) fulgte henholdsvis 939.000 og 1.321.000 seere med.

1,5 millioner danskere så med i EM-åbningskampen sidste år, da Danmark tabte 0-1 til Finland, og Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken.