Lionel Messi er en af de mest vindende fodboldspillere på kloden, og oven på søndagens VM-guld sætter han også rekorder på de sociale medier.

Nærmere bestemt på Instagram, hvor hans opslag efter VM-finalen nu er det mest populære for en atlet.

Det skriver NDTV Sport.

I skrivende stund har opslaget fået flere end 46 millioner likes – på kun 19 timer!

I opslaget skriver Messi blandt andet:

'Verdensmester! Jeg har drømt om det så mange gange, jeg har ønsket det så meget (...), tusind tak til min familie, til alle der har støttet mig og til alle, der har troet på os.'

Opslaget har fået en sjat flere likes end det sportsbillede, der før lå nummer et.

Nemlig et opslag af Cristiano Ronaldo, der viser ham og Lionel Messi spille skak. Et billede, der blev lagt op umiddelbart før VM i Qatar.

Dén duel har fået lige knap 42 millioner tilkendegivelser på Instagram.

Messis opslag er nu nummer to over flest likes overhovedet på Instagram. Det mest populære billede overhovedet er et simpelt billede af et æg. Det har fået over 56 millioner likes på Instagram.