Mens du sov: Drama bag kulisserne – 'hektiske krisesamtaler'
Natten har budt på mere drama, og en VM-darling er blevet sendt hjem.

Natten har budt på mere drama, og en VM-darling er blevet sendt hjem.


Så gik den ikke længere for miniputterne fra Kap Verde. Den lille ønation er ude efter en pragtpræstation mod verdensmestrene fra Argentina, som de pressede ud i forlænget spilletid. Også Egypten og Colombia er videre til 1/8-finalerne.
Læs alt om nattens action her:

Krisesamtaler bag kulisserne
Først skulle England møde Mexico klokken 2 natten til mandag dansk tid. Men så kom et forventet uvejr i vejen for planerne.
Derfor gik rygterne fredag aften på, at kampen ville blive rykket til søndag klokken 20.
Men det skabte et stort virvar, og bag kulisserne blev der ifølge The Sun afholdt »hektiske krisesamtaler« mellem Fifa, det engelske og mexicanske fodboldforbund samt trænerne for Brasilien og Norge – hvis kamp også var i fare for at blive flyttet.
Og nu har Fifa altså skiftet mening og bekræftet, at kampen mellem England og Mexico bliver spillet klokken 2 som først planlagt – hvis vejret tillader det.

VM-darling er ude
De tog os alle med storm, men nu er det slut. Næsten da.
For spillerne fra Kap Verde skal nu hjem til den lille ønation, hvor de skal hyldes for den fuldstændig vanvittige præstation ved dette VM.
Kap Verde endte som nummer to i gruppen efter uafgjort mod både Spanien, Uruguay og Saudi-Arabien. Og i nattens kamp mod verdensmestrene fra Argentina var de millimeter fra en ny sensation.
Efter 1-1 i ordinær tid skulle kampen i forlænget, hvor Argentina igen bragte sig i front. Men så dukkede Sidny Cabral op og lavede et af de flotteste mål, vi har set ved denne slutrunde.
Det endte dog med et 3-2 nederlag, men Kap Verde kan i den grad være stolte. Og målmand Vozinha skal hjem og pleje de 18 millioner Instagram-følgere, han har fået under slutrunden.

Bekræfter samtale
Meget tyder på, at rygterne har talt sandt.
For efter Julian Nagelsmanns stop som landstræner for Tyskland har der været ét navn på radaren: Jürgen Klopp.
Til Sky Sports bekræfter tyskeren, at der er noget om snakken.
»Ja, jeg kan bekræfte samtalerne. Det hele gik ret hurtigt. Julian (Nagelsmann, red.) trak sig tilbage. DFB (det tyske fodboldforbund, red.) leder efter en afløser. Og de er i forhandlinger med mig.«


Australien-Egypten 1-1 (2-4 efter straffesparkskonkurrence)
Argentina-Kap Verde 1-1 (3-2 efter forlænget spilletid) – læs B.T.s dom her.
Colombia-Ghana 1-0

Han er ikke til at stoppe.
I nattens kamp mod Kap Verde var Lionel Messi – selvfølgelig – på spil igen.
Først bragte han Argentina på 1-0 med et fuldstændig guddommeligt mål, og da verdensmestrene var allermest pressede, ja så sendte han et indlæg afsted, der endte i kampens afgørende 3-2-mål.
En sand helt for Argentina.


Tony Popovic, det er en ommer.
Kort inden den forlængede spilletid var slut – og der ventede en straffesparkskonkurrence, skiftede den australske landstræner ud.
Ud gik Patrick Beach, der havde stået fremragende, og ind kom den tidligere FCK-keeper Mathew Ryan.
Popovic havde nok håbet, at Mat Ryans erfaring kunne spille en rolle, men den antagelse fejlede totalt, for den 34-årige målmand reddede ikke et eneste spark, og Australien røg ud af VM.
Med til historien er også, at Egypten – få sekunder før straffesparkskonkurrencen – så video fra en Real Madrid-kamp. Og årsagen var ganske genial.
Ryan, der i denne sæson har stået på mål fra Levante, har nemlig lukket mål ind på straffe mod Real Madrid-stjernen Kylian Mbappé i begge ligakampe.

Canada-Marokko: Klokken 19 (dansk tid)
Paraguay-Frankrig: Klokken 23 (dansk tid)

Husk at du kan vinde store præmier i B.T.s VM-spil.
Du skal blot forudsige kampenes resultater – helt gratis!
Her er Lasse Vøges bud for de kommende kampe:
Canada-Marokko 3-1
Paraguay-Frankrig 0-3