Et budskab om fred få øjeblikke, inden VM-finalen søndag mellem Frankrig og Argentina fløjtes i gang.

Det var drømmen for den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.

Men ifølge flere medier - heriblandt CNN - har FIFA, det internationale fodboldforbund, afvist ideen.

»Vi troede, at FIFA ville bruge sin platform for det fælles bedste;« siger en kilde til CNN, der tilføjer, at der fortsat er dialog mellem Ukraines regering og FIFA.

FIFA har afvist Ukraines forslag.
FIFA har afvist Ukraines forslag. Foto: GARETH BUMSTEAD
Vis mere

Tanken var, at det skulle foregå på video - men det er uvist, om det ville være en optaget eller direkte besked til publikum på stadion i Qatar og tv-seere verden rundt.

FIFA og forbundets præsident Gianni Infantino har gang på gang understreget, at der ikke er plads til politik i sport.

Det kom især til udtryk, da flere landshold, heriblandt Danmark, under VM ville spille med de såkaldte One Love-armbånd.

I stedet blev de truet med, at anføreren ville få et gult kort, hvis vedkommende tog armbåndet på. Og det fik samtlige landshold til at trække sig fra ideen.

Noget, der blandt andet fik det danske landshold og landstræner Kasper Hjulmand i strid modvind.

VM-finalen spilles klokken 16.00 søndag.

Lørdag er der bronzekamp mellem de to tabende semifinalister Kroatien og Marokko.