Det var en regulær bombe under den igangværende VM-slutrunde, da flere dommerpar blev nævnt i en hidtil hemmeligholdt rapport om matchfixing i håndbold.

Nu viser det sig, at flere internationale bettingfirmaer har sorte lister med dommere, der er under mistanke for matchfixing.

Flere navne fra rapporten går igen på de sorte lister, skriver TV 2.

Det er analysefirmaet Sportradar, som har udpeget otte konkrete dommerpar, der angivelig skulle have påvirket resultatet af 26 konkrete kampe, som også nævner bettingfirmaernes sorte lister i rapporten.

Den kroatiske dommer Matija Gubica er nævnt. Her fører han Ungarns Timuzsin Schuch væk fra banen.
Den kroatiske dommer Matija Gubica er nævnt. Her fører han Ungarns Timuzsin Schuch væk fra banen. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Kampe med mistænkelige dommere kan således få lavere beløbsgrænser på, hvad man kan spille.

To anonyme kilder bekræfter over for TV 2, at sådanne lister findes.

»Vi besluttede os for at markere de dommere på en liste, så der fremover har været lavere beløbsgrænser på, hvad man kunne spille, når de dommere dømte. Vi har senere erfaret, at andre bettingselskaber har gjort det samme,« siger den ene kilde, der ikke ønsker sit navn eller firmanavn frem, til mediet.

Ifølge TV 2 står både det kroatiske dommerpar Matija Gubica og Boris Milosevic og det nordmakedonske dommerpar Gjorgji Nachevski og Slave Nikolovs navne på listen fra det pågældende bettingfirma.