Cristiano Ronaldo gør igen sig selv til manden i fokus under VM i Qatar.

Den store spanske avis Marca skriver, at Ronaldo efter sigende har droppet at træne med de portugisiske reserver.

I ottendedelsfinalen mod Schweiz kom superstjernen først på banen efter 73 minutter og dermed skulle han have trænet sammen med reserverne under dagens træning.

De spillere, der startede kampen mod Schweiz, trænede for sig selv i styrkerummet med lavere intensitet dagen efter kampdagen.

Foto: SUHAIB SALEM
Vis mere

Marca skriver videre, at den portugisiske presse blev meget overrasket over, at Ronaldo ikke var at finde til reservernes træning.

Alle havde forventet, at Ronaldo havde lyttet til Portugals landstræner, Fernando Santos', ordre og trænet med reserverne efter den store triumf med 6-1-sejren over Schweiz tirsdag aften.

Det var dog ikke tilfældet og 37-årige Ronaldo har på ny formået at sætte sig i en kontroversiel situation, hvor det kan få negative konsekvenser for superstjernen.

Cristiano Ronaldos kæreste, Georgina Rodriguez, var bestemt heller ikke tilfreds med, at Ronaldo måtte se til fra bænken i størstedelen af opgøret.

Foto: PATRICIA DE MELO MOREIRA
Vis mere

'Det er en skam ikke at have fået lov til at nyde verdens bedste fodboldspiller i 90 minutter. De mange fans stoppede ikke med at spørge efter dig, de råbte dit navn. Må Gud og din kære ven Fernando (Santos, red.) fortsætte hånd i hånd og sende os til stjernerne endnu en aften,' skriver hun i et opslag på Instagram efter kampen.

Episoden har nok ikke sendt Ronaldo tættere på en startplads i kvartfinalen, hvor Portugal lørdag møder Marokko.

Især ikke, når Ronaldos konkurrent på angriberpladsen Goncalo Ramos valgte at score et hattrick mod Schweiz i sin første start for det portugisiske mandskab ved slutrunden i Qatar.