Han var helt ude af sig selv, da han fik beskeden.

Og da Raheem Sterling fik at vide, at hans hjem var blevet røvet, mens han var til VM i Qatar, hastede han hjem til sin forlovede, Paige Millian, og deres børn.

»Det var skræmmende for hende, og det er selvfølgelig traumatisk for familien,« siger en kilde fra familien til The Sun.

Søndag kom det frem, at den engelske landsholdsstjerne ikke ville spille ottendedelskampen mod Senegal grundet 'familiære årsager', og det kom efterfølgende frem, at der havde været indbrud i Sterlings hus ved Surrey Pile.

Ifølge flere medier var der tale om bevæbnede mænd, og fodboldstjernens familie var hjemme, da det skete.

»At være væk, når din partner og børn er hjemme, mens en bevæbnet gruppe bryder ind, er der ikke ord for,« fortæller kilden, der også tilføjer, at der blandt andet er blevet stjålet ure til en værdi af 300.000 pund, svarende til 2,6 millioner danske kroner, og at politiet var i huset »i adskillige timer«.

Raheem Sterling er langtfra den første fodboldstjerne, der har været udsat for indbrud i forbindelse med kampe. Og desværre er det nemt for tyvene at lure, hvornår de skal slå til, fortæller Carl Williams fra politiet.

»Mange velhavende mennesker er aktive på de sociale medier i dag, og at have en så offentlig profil kan gøre dem til et mål,« lyder det, ligesom han også understreger, at de kendtes planer ofte ikke er hemmelige.

Landstræner Gareth Southgate har bekræftet, at Raheem Sterling har forladt det engelske landshold og er rejst hjem.

Efter Englands 3-0-sejr over Senegal søndag aften forklarede Southgate, at han lige nu ikke ved, hvorvidt Raheem Sterling rejser tilbage til Qatar med udsigt til Englands kvartfinale mod Frankrig på lørdag, fordi der er tale om en situation, hvor stjernen har behov for at være sammen med sin familie.

»Jeg vil ikke sætte ham under pres på nogen måde. Nogle gange er fodbold ikke det vigtigste, og familien står i første række,« sagde Southgate efter Englands sejr på 3-0.