Endelig gjorde han det. Mødte pressen ved årets VM.

Det er ellers noget, Kylian Mbappé har undgået, men efter sejren over Polen tog han endelig ordet.

For han ville gerne forklare, hvorfor han bevidst har undgået medier og journalister under årets VM i Qatar.

Noget, der blandt andet har kostet bøder efter kampene mod Australien og Danmark, da spilleren, der bliver kåret til 'man of the match' af FIFA, skal stille op til interview. Men det gjorde den franske verdensstjerne ikke.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

»Jeg vil gerne forklare mig. Jeg ved, der har været mange spørgsmål til, hvorfor jeg ikke har stillet op,« sagde Mbappé ifølge RMC.

»Det er intet personligt mod de journalister, der var der. Det er intet personligt mod de mennesker. Jeg har bare behov for at fokusere 100 procent på slutrunden, og jeg vil ikke spilde energi på noget som helst andet. Derfor stillede jeg ikke op,« sagde Kylian Mbappé.

Han har først for nylig opdaget, at det faktisk giver en bøde til forbundet at blive væk fra de obligatoriske pressemøder. Men det tager fodboldstjernen sig af.

»Jeg skal nok betale den. Forbundet skal ikke betale for min personlige beslutning,« slog han fast.

Foto: Instagram
Vis mere

Mbappé fik stor opmærksomhed efter især kampen mod Danmark. For selvom han undgik pressen, gav han sig tid til at stille op til billeder.

Her fik han blandt andet taget et billede med Ivanka Trump og Jared Kushner. Et billede, førstnævnte delte på sin Instagram-story.

'En stor ære at lykønske Mbappé med Frankrigs fantastiske sejr her til aften. Kylian er lige så flink, som han er talentfuld,' lød ordene fra Ivanka Trump.

Kylian Mbappé var en af de helt store oplevelser, da Frankrig slog Polen søndag aften. Lørdag venter så et stort brag, hvor de i kvartfinalen møder England.