Det er nærmest ikke muligt at tale om VM uden at nævne hans navn.

Stjernen, der har taget ikke bare Danmark, men hele håndboldverdenen med storm.

Mathias Gidsel, der på få år er gået fra ligaspiller til at være en vaskeægte darling, som heller ikke har været bange for at vise sårbarhed. For der har været en bagside.

Den vender vi tilbage til. For under årets slutrunde er han allerede en af dem, der har markeret sig stærkt.

»Der er ikke rigtig noget nyt efterhånden. Det er ved bare at blive hverdag,« siger Simon Pytlick med et smil og fortsætter:

»Uden at give ham alt, alt for meget ros er han selvfølgelig en virkelig god knægt, så er han enormt dygtig til håndbold, det skal man være blind for ikke at kunne se. Han er også bare god til at lære fra sig. Han gør det rigtig godt.«

Mathias Gidsel var måske ikke et navn, vanvittigt mange kendte for blot et par år siden.

Men det ændrede sig efter VM i Egypten i 2021, hvor han var med for første gang og med det samme slog sit navn fast.

Mathias Gidsel (foran) og resten af landsholdet vandt VM i Egypten i 2021. Det var Gidsels første slutrunde.
Mathias Gidsel (foran) og resten af landsholdet vandt VM i Egypten i 2021. Det var Gidsels første slutrunde. Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

»Det har været en meget vild udvikling,« siger landsholdskollegaen og vennen Emil Jakobsen.

»Jeg synes jo, der har været potentiale i Gidsel i mange år. Man har lidt troet, han måske ikke rigtig ville blive til det store, fordi han var så lille, men det har han taget til eftertanke i forhold til, at han har styrketrænet og taget så meget på, som han har, så han alligevel kan begå sig i forsvaret. Det er hårdt arbejde i styrkelokalet, der gør, han kan være med, hvor det er helt stort.«

Nøglen til, at det alligevel er gået så stærkt for Mathias Gidsel, er nok svær at finde.

»Det er et godt spørgsmål. Jeg tror heller ikke hundrede procent, han har svaret selv,« siger Simon Pytlick om Gidsel, som han kender godt fra tiden i GOG.

Han nævner gåpåmod. En lyst til at lære fra andre, han tager ting hurtigt ind, og så har han en evne til at finde de små huller, der nærmest ikke engang er der.

»Han har aldrig været den store fysiske spiller, det gør, han har været med til at se spillet på en anden måde, og jeg er overbevist om, det er det, der har hjulpet ham til at blive den tekniske, kloge, lille højreback, som har taget verden med storm.«

Det var præcis det, Mathias Gidsel gjorde under sin første slutrunde for blot to år siden.

Han trådte ind på den store scene, som havde han aldrig lavet andet. Han var med til at vinde VM-guld og fik massiv opmærksomhed, men efter opturen ramte en hård periode efter det store pres, der krævede psykologhjælp, hvilket han fortalte åbent om.

Mathias Gidsel har været flyvende under årets VM i håndbold.
Mathias Gidsel har været flyvende under årets VM i håndbold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Gidsel har også efterfølgende fortalt, at det er rart at bo i Berlin, hvor han i langt højere grad kan gå på gaden i fred og være mere 'privat'.

»Det er flot og stort, at han kan gå ud og vise sin sårbare side også. Det kan være hårdt at tage den udvikling, han har. Det var nærmest på én slutrunde, han blev Danmarks darling. Det kan være en svær hverdag at vænne sig til. At gå fra ikke at være det helt store navn til at være et af de største navne håndboldmæssigt i Danmark. Han har klaret det flot, og det gør det måske også nemmere, at han er åben omkring det. Jeg synes, han er en god person og er kommet flot igennem. Det er stærkt, han tør dele det,« siger Emil Jakobsen, der har kendt Mathias Gidsel siden efterskoletiden.

Ud over den svære periode har Gidsel det sidste år kæmpet med skader. Dem har han også fortalt om, ligesom han også er god til at fortælle, når det går godt.

Samtidig holder han begge ben på jorden, fortæller de to kammerater.

Noget, der bunder i, at han har et godt bagland og en god familie til at hjælpe sig igennem.

En ting er i hvert fald sikkert. Mathias Gidsel er ikke færdig med at levere. Det har han allerede gjort ved de første to VM-kampe, og det får smilet frem hos holdkammeraterne.

»Jeg under Mathias det bedste. Det er fedt at se ham blomstre. Jeg holder sindssygt meget af ham, og når han gør noget godt, så bliver jeg sindssygt glad på hans vegne. Det er fedt, vi kan dele det,« siger Emil Jakobsen.

Han, Mathias Gidsel og resten af landsholdet møder tirsdag Tunesien i den sidste gruppekamp, inden det går løs i mellemrunden.