Bomben om de mistænkte dommere ramte søndag morgen.

Her udgav TV 2 historien om, at flere dommerpar ved VM blev sat i forbindelse med matchfixing i en hidtil hemmelig rapport.

Nyheden har sendt chokbølger gennem håndboldverdenen, deriblandt B.T.s håndboldkommentator, men det rejser også et meget nærliggende spørgsmål.

Hvad hvis Danmark pludselig står med nogle af de mistænkte som dommere? Er tilliden til stede?

»Ja, det tænker vi,« siger sportschef i DHF, Morten Henriksen, til B.T.

»Vi har ikke oplevet noget ved dette VM. Der er kun spillet få kampe. Men vi har jo også tidligere i dansk håndbold stiftet bekendtskab med nogle af de dommere, som her er under mistanke, og vi har ikke haft noget som helst at kunne klandre dem for. Vi kan kun vælge at have fuld tillid til dem i denne situation.«

»De bagvedliggende regnestykker har vi ikke kendskab til. Jeg har heller ikke selv haft mulighed for at studere rapporten nærmere.«

Han regner ikke med at kunne få dokumentet i hænderne, da det er et eksternt firma og ikke IHF eller EHF, der har forestået undersøgelsen.

»Det er alvorlige anklager, og derfor tænker vi, at det er fint, at det er overladt til politiet. At der så ikke er sket noget … Det ved vi ikke noget om hvorfor.«

»Der er nogle, der står for skud nu, ligegyldigt, om det ender med det ene eller det andet, når det behandles af de rette instanser. Hos DHF ser vi politimyndighederne som de rette til den opgave,« siger han og fortæller, at han forstår EHFs beslutning om at overlade sagen.

»Den skal behandles på en juridisk og retsmæssig måde.«

Han ærgrer sig over sagen og håber, at der ikke er noget i det, selvom han tidligere i håndboldverdenen har hørt flere historier om fænomenet matchfixing.

»Det er ærgerligt, at det skal fylde under en slutrunde, hvor det jo hellere skulle være præstationerne, der gjorde det,« siger Henriksen.