Selvom Marokko officielt tabte VM-semifinalen til Frankrig, nægter afrikanerne, at det sidste punktum for kampen skal være sat.

Marokko har nemlig indgivet en officiel klage her dagen efter kampen.

Klagen er indgivet til FIFA over det, de beskriver som en 'grotesk dommerpræstation'. Det oplyser det marokkanske fodboldforbund.

I en udtalelse til The Athletic skriver forbundet:

»Vi vil ikke tøve med at forsvare vor landsholds rettigheder og kræve retfærdighed.«

»Forbundet har indsendt en officiel protest til FIFA vedrørende den groteske dommerpræstation, især efter de to straffespark, der ikke blev tildelt Marokko i første halvleg.«

Blandt andet mener Marokko, at de skulle være tildelt et straffespark i det 27. minut, da franske Theo Hernandez tacklede Sofiane Boufal i straffesparksfeltet.

Flere eksperter undrede sig også ved, at Marokko ikke fik straffespark i netop den situation.

Hvilken anden situation der er tale om, melder forbundet ikke noget om.

Marokko er derudover stærkt uforstående over for, at VAR-systemet ikke reagerede på de to hændelser, der ifølge Marokko skulle have givet straffe.

Frankrig vandt kampen 2-0.