VM i fodbold er begyndt, men massevis af danskere har tænkt sig at vende det ryggen.

Således svarer 32 procent af godt 1.200 adspurgte i en dugfrisk YouGov-måling, at de ikke vil se en eneste kamp fra det forestående VM i fodbold – vel at mærke, fordi slutrunden afholdes i netop Qatar.

Værtslandet har været genstand for voldsom kritik på grund af sin behandling af LGBT+-personer samt af de tusindvis af migrantarbejdere, som har bygget stadioner, hoteller og infrastruktur i Doha forud for premieren på søndag.

»Det er udtryk for, at danskerne er rigtig trætte af sportswashing. Altså, at et regime med problemer med at overholde menneskerettigheder forsøger at fremstille sig selv i et positivt, humanistisk lys over for omverdenen ved hjælp af sport,« siger professor Hans Bonde fra Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring.

»Man forsøger at lade krænkelserne blive overstrålet af den glans, som et megaevent kaster af sig. Det her siger noget om, at danskerne har fået nok,« siger Hans Bonde desuden.

Han mener, at styret i Qatar kan have forregnet sig, fordi mængden af negativ omtale i medier verden over har været enorm. Og måske større end forventet.

»Lige nu tyder det lidt på, at det er tippet i den modsatte retning for Qatar. At kritikken har været så hård og massiv, at man kan tale om en fejlinvestering,« siger Hans Bonde.

Han påpeger i samme ombæring, at man ofte ser en relativt stor grad af negativ opmærksomhed på værtslande eller -byer forud for de helt store sportsbegivenheder.

Men når begivenheden først går i gang, kan tingene ændre sig meget hurtigt. Det viser al erfaring, siger han.

»Vi ser meget ofte et kritisk beredskab i medier og i befolkningen, før det begynder. Men når det går i gang, så sker der altså en ændring. Så oplever man en eufori og en begejstring, og så bliver man fristet,« siger Hans Bonde.

»Hvis Danmark klarer sig godt, og hvis VM-turneringen bliver spændende og underholdende, så bliver det meget interessant at se, om danskerne vil holde fast i deres planlagte boykot,« siger han.

Hans Bonde er historiker, professor, dr. phil. på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.
Hans Bonde er historiker, professor, dr. phil. på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Hans Bonde mener ikke, at det nytter noget for danskerne at lade være med at tænde for tv'et og se med i sofaen.

»Man kan i stedet lade være med at rejse til Qatar, og man kan undlade at deltage i storskærmsarrangementer,« foreslår Hans Bonde.

»At sidde derhjemme som privatperson og se kampene er ikke et engagement, som er problematisk,« vurderer han.

Kasper Hjulmands danske landshold spiller første kamp på tirsdag mod Tunesien.