Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Luis Enrique stopper som landstræner for det spanske fodboldlandshold.
Det oplyser Spaniens Fodboldforbund i en pressemeddelelse, som tilmeld skriver, at der skal gang i et nyt projekt for det spanske fodboldlandshold.
Det sker efter, at Spanien sensationelt røg ud af VM i ottendedelsfinalen mod Marokko efter straffesparkskonkurrence.
Marokkanerne vandt duellen fra 11-meterpletten med de bizarre cifre 3-0, efter at Spaniens tre første skytter alle kiksede.
Pablo Sarabia, Carlos Soler og Sergio Busquets misbrugte hver deres forsøg. Efter VM i 2018 og EM sidste år er det tredje slutrunde i træk, at Spanien ryger ud på straffespark.
Det er anden gang, at Luis Enrique stopper som spansk landstræner.
Første gang var i 2019, hvor han trak sig efter kun et års tid på posten grundet sin datters sygdom.
Samme år gik datteren bort, og den tidligere Barcelona-træner vendte tilbage som landstræner.
Men det er nu slut efter en sand fadæse ved den igangværende slutrunde i Qatar, hvor spanierne ellers startede som lyn og torden.
I den første kamp slog de Costa Rica med hele 7-0 og endte som nummer et i gruppe E.
Lykken vendte dog hurtigt, da Spanien missede en billet til kvartfinalen.