Go’ morgen,  Danmark. Eller Доброе утро, Дания, som det forvandler sig til med hjælp fra en russisk internetordbog.

Det, du læser nu, er første kapitel af B.T.s morgenpost fra VM i Rusland. Vi håber, du har fået gnedet søvnen ud af øjnene og ikke har sovet VM-feberen ud af kroppen i løbet af natten. Men selvfølgelig har du ikke det!

De kommende uger vil B.T.s udsendte i Rusland servere krummer fra det store VM-bord for dig til morgenkaffen. Det er her, du kan læse de mellemstore – og især de små – historier fra den danske VM-lejr og livet omkring den.

Anapa Beach er stranden i turistbyen, hvor det danske landshold skal få tiden til at gå før og mellem VM-kampene.
Anapa Beach er stranden i turistbyen, hvor det danske landshold skal få tiden til at gå før og mellem VM-kampene. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

De store afsløringer skal du lede andetsteds efter. Men forhåbentlig er de blot et enkelt klik væk. ’Krummer fra VM-bordet’ er tænkt som et frikvarter, hvor de små, sjove detaljer, der normalt forsvinder ned i revnerne i gulvet, fejes op og kommer under forstørrelsesglasset. Det er her, du kan læse de skæve fortællinger, der måske ikke i sig selv kan bære en artikel – men som er med til at gøre den VM-slutrunde, der nu skal til at starte, til en sjovere og mere helstøbt oplevelse.

Det er her, vi går bagom de danske VM-spilleres hverdag, og det er ikke mindst her, du kommer med ind i det til tider mærkværdige maskinrum, vi arbejder i de kommende uger. Så vil du grine lidt med – eller af os – er det her stedet.

Beton Brut Hotel, hvor det danske fodboldlandshold opholder sig under VM. Landholdet tjekkede ind mandag eftermiddag.
Beton Brut Hotel, hvor det danske fodboldlandshold opholder sig under VM. Landholdet tjekkede ind mandag eftermiddag. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Nå, nok præsentation. De første krummer skal ud over bordkanten. Mandag var dagen, hvor det danske landshold endelig lettede fra dansk grund og fik russisk under fodboldstøvlerne. Christian Eriksen og co. landede i Anapa midt på eftermiddagen og blev herefter kørt til Hotel Beton Brut, hvor de skal bo, indtil VM-løbet er kørt. Der kan gå 14 dage – men der kan heldigvis også gå længere tid.

På hotellet tog landsholdets kok, Per Thøstesen imod med åbne arme og et aftenmåltid, der udstikker retningen for madindtaget de kommende mange dage. Mmmm, grøntsager.

Det bliver i øvrigt spændende, hvor stor en succes det hotel bliver. Beton. Beton. Og mere beton. Og så ellers bare russisk technomusik fra kl. 9 om morgenen til 22 om aftenen. Men det er så sådan, det kører på samtlige russiske hoteller.

VM 2018 Rusland. Beton Brut Hotel hvor det danske fodboldlandshold opholder sig under VM.
VM 2018 Rusland. Beton Brut Hotel hvor det danske fodboldlandshold opholder sig under VM. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Mens landsholdet kun har oplevet en lufthavn, en kort bustur og et hotel, var mandag første rigtige dag i den russiske VM-virkelighed for B.T.s tre udsendte. Siden ankomsten sent søndag aften har vi fået lidt af Rusland under huden. Og det både kradser og føles godt på samme tid.

Sproget er lidt af et problem for os. Vi har den dansende fotograf Jens Nørgaard Larsen med til Rusland, og han forsøgte sig med et ‘Dinamarca’, da vi i vores første taxa fra lufthavnen blev spurgt, hvor vi kom fra. Det viste sig simpelthen, at spansk og russisk åbenbart ikke er samme sprog. Det passer!

Men sprogbarrieren er høj. Og svær at kravle over. Det er svært at bestille både vand, Cæsar Salat, Spaghetti og fadøl fra menukortene, når de udelukkende står med kyrilliske bogstaver. Det kan også synes håbløst at komme på internettet, når man skal via en fremmed russisk kvindes telefon for at lande dér. Og så er det umanerligt vanskeligt at forklare en taxichauffør,  hvorfor man har brug for en kvittering, når han senest lavede én, dengang Jeltsin var noget andet end bare en billig vodka. Men det er Rusland.

Det vænner vi os til. Og vi har en parlør på vej til jer, som selv kommer et smut til Rusland. Først skal vi dog lige læse op…

Apropos læse op, sidder vores kære fotograf nu og læser op fra vores første gevinst. Det er en Terres Du Sud. Ja, en rødvin. En lokal en, som vores videojournalist Marc Killigren fik hapset til sig, da han talte med Ruslands muligvis største Christian Eriksen-fan, som stod og ventede på det danske landshold ved Hotel Beton Brut. Den glæder vi os til at smage.

Anapa er normalt benboet af 60.000 mennesker. Men det russiske turistmekka huser i højsæsonen op til en million russere på én gang.
Anapa er normalt benboet af 60.000 mennesker. Men det russiske turistmekka huser i højsæsonen op til en million russere på én gang. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Vi håber, du har fået smag efter mere. Vi vender stærkt tilbage allerede i morgen. Ja, der er ’Krummer fra VM-bordet’ lige indtil det danske landshold rejser hjem igen. Vi læses ved!