Michael Krohn-Dehli stopper på landsholdet efter søndagens VM-exit til Kroatien.

Den 35-årige midtbanespiller var blandt de to danskere, der scorede i skæbneafgørelsen på straffespark, da Kroatien slog Danmark i ottendedelsfinalen.

Krohn-Dehli blev skiftet ind i den forlængede spilletid på et tidspunkt, hvor stillingen var 1-1, og Danmark jagtede sejren.

»Det var min sidste kamp på landsholdet. Det er ærgerligt, at det skulle slutte på den måde,« siger midtbanespilleren.

Soccer Football - World Cup - Round of 16 - Croatia vs Denmark - Nizhny Novgorod Stadium, Nizhny Novgorod, Russia - July 1, 2018 Denmark's Michael Krohn-Dehli scores a penalty during the shootout REUTERS/Carlos Barria
Soccer Football - World Cup - Round of 16 - Croatia vs Denmark - Nizhny Novgorod Stadium, Nizhny Novgorod, Russia - July 1, 2018 Denmark's Michael Krohn-Dehli scores a penalty during the shootout REUTERS/Carlos Barria Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

Den teknisk- og pasningsstærke midtbanespiller blev hevet ind i landsholdsvarmen umiddelbart før VM efter mere end to års fravær. Lidt overraskende tilkæmpede han sig en plads på VM-holdet.


»Jeg vidste nok, før turneringen gik i gang, at det ville blive mine sidste kampe. Det lå lidt i kortene, at det skulle være sådan, og det bliver det også,« siger han.

Selv om landstræner Åge Hareide skulle sende bud efter ham i den kommende EM-kvalifikation, så vil han sandsynligvis få et nej.

»Det tror jeg. Jeg har ikke talt med ham endnu. Men der skal nye kræfter til, og holdet starter på en toårig kampagne frem mod EM, og de er ved at bygge noget nyt op,« siger han.

35-årige Michael Krohn-Dehli på banen for Danmark i VM-kampen mod Kroatien.
35-årige Michael Krohn-Dehli på banen for Danmark i VM-kampen mod Kroatien. Foto: JEWEL SAMAD
Vis mere

Michael Krohn-Dehli, der til daglig optræder for spanske Deportivo La Coruña, indledte landsholdskarrieren tilbage i 2006 som indskifter i sejr over Liechtenstein i en EM-kvalifikationskamp. Søndag spillede han sin kamp nummer 59.

»Det har været dejligt at komme hjem og spille for landsholdet. Det er den største ære, man kan opnå som spiller,« siger Krohn-Dehli.

Da kampen mod Kroatien skulle afgøres på straffespark blev han sat til at sparke, og den rutinerede midtbanespiller scorede sikkert. Det samme gjorde Simon Kjær.

Desværre for danskerne brændte Christian Eriksen, Lasse Schöne og til sidst Nicolai Jørgensen.

»Det kan være et lotteri. Det er en stor scene - nok den største. Jeg prøvede bare på at koncentrere mig om at sparke. Det er ærgerligt at ryge ud på den måde.«

»Det har været en stor drøm for mig at komme til VM. Jeg tror, at vi kunne være kommet videre,« siger han.

/ritzau/