Hvad sker der for Diego Maradona? Spørgsmålet er på manges læber, efter den 57-årige argentinske fodboldlegende tirsdag trak overskrifter med sin mærkværdige opførsel under kampen mellem Nigeria og Argentina.

»Det er skamløst. Jeg er ikke i tvivl om, at der er et eller andet ravruskende galt med Maradona. Det var som at gå på Madame Tussauds voksmuseum i London og se vanskabninger,« siger Niels-Christian Frederiksen, kommentator hos TV3 Sport og kender af argentinsk fodbold og fortsætter:

»Det er jo en syg mand. Enten er det alvorligt stofmisbrug eller sygdom. Fordi det er absolut ikke normalt. Og jeg synes egentlig også, at det er for dårligt, at FIFA bare udstiller ham på den måde. Det skulle være stoppet allerede efter Argentinas første kamp.«

Adskillige gange under Argentinas skæbnekamp mod Nigeria var opmærksomheden rettet mod Diego Maradona. Han virkede påvirket og var flere gange tæt på at falde i søvn.

Fodboldlegenden kom især i fokus, da argentinske Marcos Rojo til sidst i kampen scorede sejrsmålet til 2-1, og Maradona i ren ekstase flashede to fuck-fingre ned mod banen.

Efter kampen blev Maradona endda så dårlig, at han måtte have lægehjælp. Dagen derpå forklarer han på Instagram, at han havde det dårligt på grund af nakkesmerter.

Diego Maradona sender sine midterste fingre ned mod banen, da argentinske Marcos Rojo scorer sejrsmålet til 2-1 mod Nigeria og sender dem videre i ottendedelsfinalen til VM.
Diego Maradona sender sine midterste fingre ned mod banen, da argentinske Marcos Rojo scorer sejrsmålet til 2-1 mod Nigeria og sender dem videre i ottendedelsfinalen til VM. Foto: OLGA MALTSEVA
Vis mere

»Det er der ingen, der tror på. Han kommer med en dårlig undskyldning. Han er jo frisk nok til at danse med en kvinde før kampen. Og han var frisk nok til at råbe under nationalsangen og juble over målene. Jeg tror ikke engang, at hans nærmeste tror på det,« siger Jonas Schwartz, fodboldkommentator på TV3 Sport og kender af argentinsk fodbold.

Ifølge kommentatorerne er Diego Maradona den største kulturelle personlighed i Argentina nogensinde. Ingen over. Ingen ved siden af. Derfor er det helt naturligt, at de lige nu meget skuffede argentinere vil tilgive ham endnu engang, når støvet har lagt sig, og hvis han igen kan overvinde dæmonerne.

»Argentinerne er vant til at kæmpe mod alt og alle. Og det har Maradona også gjort. Han har kæmpet mod brasilianerne, FIFA og alle de store hold i Europa. Og han har vundet mod dem for Argentina. Så har han også lavet og laver stadig en helvedes masse fejl. Men så rejser han sig igen, siger undskyld, og de kommer videre sammen - ham og argentinerne. Det er en had-kærlighedsfortælling som ingen andre,« siger Jonas Schwartz.

Men er der ikke nogen, der kan få Diego Maradona på ret køl igen? Jonas Schwartz peger på Maradonas to døtre, som de eneste personer han dybest set respekterer og vil høre på. Niels-Christian Frederiksen er dog af en anden opfattelse.

Diego Maradona vinker ud mod publikum under VM-kampen mellem Nigeria og Argentina.
Diego Maradona vinker ud mod publikum under VM-kampen mellem Nigeria og Argentina. Foto: SERGIO PEREZ
Vis mere

»Der er ikke nogen, der kan få ham på ret køl. Det har alle jo prøvet. Den, der havde den mest positive indflydelse, var hans ekskone. Heller ikke døtrene kan. Så var det vel sket for længst. Jeg ser ikke nogen redning for ham. Den nedtur har stået på i mange år. Den har måske været bremset op i nogle perioder. Men den fortsætter,« siger Niels-Christian Frederiksen.