Lyt til artiklen

Spekulationerne om, hvorvidt Tyskland og USA har aftalt at spille uafgjort i aften til begges fordel, ligger så lige for, at de ikke vil dø. Venskabet mellem de to holds trænere, Jürgen Klinsmann og Joachim Löw, gør det hele meget oplagt

Der stod de ved siden af hinanden. Stramme, hvide skjorter stoppet ned i sorte bukser. Samme seriøse, men afslappede udstråling. Den ene lys, den anden mørk. Jürgen og Joachim, Klinsi og Jogi, i spidsen for et Tyskland, der med en ny og hurtig spillestil charmerede sig gennem VM på hjemmebane i 2006 for først at snuble til allersidst og lade sig nøje med bronze til hele værtsnationens ærgrelse og accept.

To år forinden havde Tyskland været i krise. Uafgjort mod Letland og Tjekkiet og EM-exit allerede efter gruppespillet fik Rudi Völler til at trække sig som landstræner, og da hans efterfølger, Christoph Daum, blev afsløret i at have taget kokain, stod forbundet uden emner.

Jürgen Klinsmann havde aldrig trænet et hold, men havde dog fået sit diplom nogle år forinden og besad en enorm erfaring som spiller. Nu spurgte Franz Beckenbauer, om han ville overtage landstrænerjobbet. Han tøvede. Tænkte sig om. Kom i tanker om sin sidekammerat på træneruddannelsen fire år forinden, Joachim Löw. Tidligere en habil Bundesligaspiller, men uden landskampe og nu træner i Austria Wien. Han havde virket kompetent, og kemien havde været god.

Klinsmann ringede til ham og fangede ham på en mountainbike lidt uden for Freiburg. En kort samtale senere sad Löw i sin bil på vej mod Comosøen, hvor de havde aftalt at mødes. Næste morgen var de enige om sammen at takke ja til jobbene som landstræner og assistent for Tyskland.

Jürgen Klinsmann og Joachim Löw. Dengang chef, assistent, tætte venner og sammen om det, der i Tyskland er kendt som ’das Sommermärchen’ - Sommereventyret. I aften trænere for henholdsvis USA og Tyskland - og altså modstandere. Eller hur?

Regnestykket ligger så lige for, at det er så godt som umuligt ikke at tænke tanken, at deres venskab da i aften dårligt kan blive til ægte fjendskab. Med uafgjort er begge videre til VMs ottendedelsfinaler, mens en eventuel taber til gengæld vil være i fare for at ryge ud. Hvorfor skulle man løbe risikoen?

Hvorfor ikke gentage Der Nichtangriffspakt von Gijon fra 1982, da Østrig og Vesttyskland indgik en ikke-angrebspagt og enedes om, at vesttyskernes 1-0-føring bare skulle trilles hjem, så begge hold kunne gå videre. Hvorfor egentlig ikke?

- I taler om en kamp, der blev spillet for flere årtier siden. Det er kun en del af Tysklands historie og ikke en del af USAs historie. Hvis man ser på USAs landsholds fortid, så vil vi altid forsøge at få tingene til at ske. Vi har den rette fighterånd, og vi vil give alt i enhver kamp. Vi vil tage til Recife og gøre alt for at vinde over Tyskland. Det er vores mål, sagde Jürgen Klinsmann forleden adspurgt om scenariet.

- Der bliver ikke nogen telefonsamtale. Jogi (Joachim Löw, red.) gør sit job. Vi er gode venner, og jeg gør mit job. Mit job er at gøre alt, hvad der er muligt for at få os videre til ottendedelsfinalerne, og det er, hvad jeg koncentrerer mig om. Der er ikke tid til at have venskabelige telefonsamtaler på dette tidspunkt. Det er overstået. Begge hold vil gå ind til denne kamp, og begge hold vil vinde gruppen. Så vi går ind til denne kamp for at besejre Tyskland. Det er vores mål at bringe os selv i førersædet forud for ottendedelsfinalerne, sagde Jürgen Klinsmann og fulgte senere op:

- Det sker sikkert ikke mere i mit liv. Det bliver følelsesmæssigt. Det er der ingen tvivl om, men jeg glæder mig også til det. Jeg har sagt til truppen, at den har potentialet til at gå hele vejen, men jeg har også sagt, at vi ikke er videre til vind eller forsvind-kampene endnu.

I aften får vi svaret på, hvem af de to, der går videre. Alt andet end en sejr vil få spekulationerne til at fortsætte. Men næppe ødelægge det gode venskab.