'Hey, David Beckham. Hvis England vinder, køber jeg aftensmad til dig hvorend du ønsker i verden, men hvis Sverige vinder, skal du købe mig lige hvad jeg vil have fra IKEA, okay?'

Sådan lyder et kækt opslag på Instagram fra Zlatan Ibrahimovic til den tidligere fodboldstjerne. Netop Sverige og England mødes lørdag i kvartfinalerne ved VM i Rusland.

Og opfordringen fra Zlatan Ibrahimovic er ikke gået ubemærket hen hos den verdenskendte englænder, som Zlatan spillede sammen med i PSG i en kort periode i 2013.

For 43-årige David Beckham har nemlig svaret i kommentarsporet.

'Hvis Sverige vinder, tager jeg dig personligt med en tur i IKEA, og køber hvad end du vil have til dit nye palæ i LA,' skriver David Beckham med henvisning til, at Zlatan flyttede til Los Angeles tilbage i marts, da han skiftede til LA Galaxy.

Dog stopper David Beckham ikke her, for han har lige endnu et krav til svenskeren, hvis de to skal indgå et VM-væddemål i forbindelse med lørdagens kamp.

'Men når England vinder, skal du komme og se en kamp med det engelske landshold på Wembley, mens du bærer en engelsk landsholdstrøje og spiser fish 'n chips i pausen,' slutter David Beckham sin kommentar, der har fået tusindvis af 'synes godt om'-tilkendegivelser.

David Beckham er klar på at vædde med Zlatan.
David Beckham er klar på at vædde med Zlatan. Foto: Instagram
Vis mere

Og det passer tilsyneladende den selvsikre Zlatan helt fint.

'David Beckham, vi har en aftale', skriver svenskeren på sin Instagram-story.

Foto: Instagram
Vis mere

Vinderen af kampen mellem Sverige og England skal i semifinalen møde vinderen af opgøret mellem Rusland og Kroatien.

I VM-finalen venter enten Frankrig eller Belgien, der begge spillede sig videre fredag aften med sejre over henholdsvis Uruguay og Brasilien. Semifinalerne spilles tirsdag og onsdag, mens VM-finalen fløjtes i gang søndag den 15. juli.