Utilfredsheden med Kylian Mbappé efter fredagens kamp er bestemt ikke til at tage fejl af.

Senest har den irske landstræner Martin O'Neill tilsluttet sig gruppen, der kritiserer den franske teenagestjerne.

»Jeg er på Rodríguez' hold. Jeg havde smækket ham en. Mbappé gik ned på en latterlig måde, og Rodríguez fortalte ham, at han skulle stoppe med at spille skuespil,« siger Martin O'Neill til britiske ITV.

Det markante udbrud kommer som følge af en episode, der udspillede sig i anden halvleg af kampen mellem Frankrig og Uruguay.

Efter et lille sammenstød med Cristian Rodriguez, faldt Kylian Mbappé til jorden, og den 19-årige franskmand nægtede at tage imod hjælpen, da Rodriguez ville hjælpe ham op.

Mbappé gad ikke have en hjælpende hånd.
Mbappé gad ikke have en hjælpende hånd. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

I stedet blev han liggende og vred sig, i hvad der lignede store smerter, til trods for at tv-billederne viste, at sammenstødet var yderst lille, og at der ikke var tale om noget, der kunne gøre så ondt.

Situationen frustrerede da også de mange af spillerne fra Uruguays landshold, der endte i en stor diskussion med franskmændene, inden dommeren fik det stoppet.

Og Martin O'Neill er bestemt ikke den eneste, der har bidt mærke i den kontroversielle situation.

'Det var ynkeligt. Jeg er sikker på, han angrer efter kampen,' skrev den tidligere engelske landsholdsspiller Alan Shearer på Twitter, hvor mange andre brugere også udtrykte deres utilfredshed med den franske offensivspiller.

Kylian Mbappé vred sig i hvad der lignede store smerter.
Kylian Mbappé vred sig i hvad der lignede store smerter. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

På de sociale medier blev Kylian Mbappé i høj grad sammenlignet med brasilianske Neymar, der flere gange i slutrunden også har gjort sig bemærket ved at kaste sig meget i græsset under kampene.

Senest skete det i kampen mod Mexico, hvilket fik flere eksperter til at længes efter større konsekvenser for den slags.

Frankrig vandt fredagens kvartfinale mod Uruguay, og i semifinalen venter Belgien.