Fra 35 millioner kroner om året til en tyvendedel af dét beløb.

Lønspændet i den danske VM-trup er lige så stort som afstandene i VM-værtslandet Rusland.

Går de danske VM-drenge videre til 1/8-finalerne, scorer de hver især en bonus på godt en million kroner. For nogle af truppens 23 spillere (inklusiv skadede William Kvist, red.) er det beløb en formue. For andre er det en dråbe i Sortehavet.

Med hjælp fra en håndfuld kilder tæt på VM-holdet kan B.T. afsløre landsholdets lønninger og lønhierarki. Et hierarki, der kuriøst nok har visse lighedspunkter med det sociale ditto.

Lønningslisten toppes af stjernerne og nøglespillerne Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Christian Eriksen og Thomas Delaney, mens bunden udgøres af reserverne Kasper Dolberg og Jonas Knudsen samt højre backen Henrik Dalsgaard.

For overskuelighedens skyld er lønhierarkiet opdelt i fem kategorier. Fra de helt store lønsedler på over 30 millioner kroner om året til de laveste på under fem millioner. Alle tal er brutto-grundlønninger uden bonusser.

30 millioner +

  • Kasper Schmeichel, Leicester: Da Schmeichel forlængede sin aftale med Leicester efter mesterskabet I 2016, blev han en af klubbens bedst lønnede spillere med en årsindtægt på cirka 35 millioner kroner.
  • Christian Eriksen, Tottenham: Landsholdets store stjerne danser rundt om den varme grød i forhold til en kontraktforlængelse med Tottenham. Kommer den i hus, bliver han holdets med afstand dyreste dreng. I dag lyder hans årsløn på 35 millioner kroner.
  • Thomas Delaney, Borussia Dortmund: Midtbaneprofilen tog et par gevaldige skridt op af lønstigen, da han tidligere på måneden skrev under med storklubben Borussia Dortmund og blev Danmarks dyreste fodboldspiller. Han tjener nu over 30 mio. kroner.
  • Simon Kjær, Sevilla: VM-holdets anfører scorede en flot kontrakt, da han sidste sommer skrev under med den spanske klub Sevilla. Kjær indkasserer nu i omegnen af 30 millioner kroner om året.

20-30 millioner kroner

  • Andreas Christensen, Chelsea: ’AC’ er ung, men han topper alligevel kategori to. Tidligere på året underskrev forsvarsspilleren en ny kontrakt med Chelsea, der sender ca. 28 millioner om året ind på  lønkontoen.
  • Jannik Vestergaard, Borussia Mönchengladbach: Det er indbringende at spille for en af Tysklands større klubber. Jannik Vestergaard er en etableret Bundesliga-spiller. Den slags koster over 20 millioner om året.

10-20 millioner kroner

  • Lasse Schöne, Ajax Amsterdam: Midtbanespilleren har igennem mange  år været en profil i den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Det belønner hollænderne godt med en årsløn på knap 15 millioner kroner.
  • Andreas Cornelius, Atalanta: ’Corner’ var blandt de lønførende i FC København, men han tog alligevel et godt skridt, da han sidste sommer skiftede til italienske Atalanta.
  • Nicolai Jørgensen, Feyenoord: Åge Hareides foretrukne angriber jagter i øjeblikket den store kontrakt i Premier League, som kan sikre ham resten af tilværelsen. Men Jørgensens løn i Rotterdam er nu heller ikke helt dum.
  • Martin Braithwaite, Middlesbrough/Bordeaux: Den hurtige kantspiller scorede en flot kontrakt, da han før sidste sæson skiftede til Premier League-nedrykkerne fra Middlesbrough. Siden januar har han været lejet ud til franske Bordeaux.
  • Pione Sisto, Celta Vigo: Dribleren blev hentet til spanske Celta Vigo, og han betales også derefter. Med et godt VM lurer et skifte til Premier League og mange flere millioner imidlertid for den tidligere FCM-stjerne.
  • Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, Huddersfield: Huddersfield er bestemt ikke lønførende i Premier League, men mindre kan også gøre det. Med skiftet fra FCK sidste sommer fordoblede ’Zanka’ sin løn, så den nu er tocifret.
  • Frederik Rønnow, Eintracht Frankfurt: Med sit nylige skifte fra Brøndby til Bundesligaen og Eintracht Frankfurt rykkede reservemålmanden en cru op i lønhierarkiet. Han kan nu indberette lige godt 10 millioner kroner årligt til skattefar.

5-10 millioner kroner

  • Yussuf Poulsen, RB Leipzig: Helten i den danske åbningssejr over Peru er ikke én af VM-holdets bedst betalte, selv om han spiller i en tysk storklub. Poulsen henter cirka ni millioner kroner om året hjem til kontoen.
  • Jonas Lössl, Huddersfield: Målmandsreserven er ganske vist fast mand i Premier League, men han er det hos en af ligaens miniputter. Derfor kommer  han ikke helt op at skumme fløden, men Lössl lider ingen nød.
  • Lukas Lerager, Bordeaux: Den lidt usynlige midtbanemand er en vigtig figur i sin franske klub. Det honorerer klubben fra vinens hovedstad med 7,5 millioner kroner om året.
  • Michael Krohn-Dehli, Deportivo: Veteranen spiller i dag i en væsentligt mindre klub, end han tidligere har gjort. Han indkasserer dog stadig i omegnen af seks millioner kroner hvert år.

1-5 millioner kroner

  • Viktor Fischer, FC  København: FCK-stjernen måtte gå ned i løn i jagten på spilletid og en plads i Åge Hareides VM-trup. Han er dog stadig en af Superligaens absolut bedst lønnede med en årsløn på lige under fem millioner kroner.
  • William Kvist, FC København: Den  uheldige midtbanespiller, der både brækkede ribben og punkterede en lunge i lørdags mod Peru, haler lige godt fire millioner kroner i land hvert år i FCK.
  • Jens Stryger Larsen, Udinese: Han er fast mand både på landsholdet og i den danskerglade italienske klub Udinese. Men Stryger er alligevel en af de lavest lønnede i VM-truppen.
  • Henrik Dalsgaard, Brentford: Nordjyden jagter en større kontrakt i en større klub, og her kan et godt VM være et stort skridt på vejen. Sker det, fjerner højre backen sig fra lønhierarkiets bund, hvor han befinder sig i dag.
  • Jonas Knudsen, Ipswich: Præcis som Dalsgaard spiller den nybagte far til daglig i den næstbedste engelske række, hvor lønningerne er fine uden at være skyhøje.
  • Kasper Dolberg, Ajax Amsterdam: Dolberg er både ung og talentfuld, så han kan nå at score både mange mål og mange millioner i løbet af en lang karriere. I dag tjener Ajax-angriberen imidlertid ’kun’ omkring to millioner kroner om året.