Historien om Jonas Knudsen og hans nyfødte datter har været en tur verden rundt.

Efter Danmarks første VM-kamp mod Peru sidste lørdag fløj venstre backen hjem til Danmark, hvor han for første gang kunne hilse på den nyfødte datter, hans kone Trine havde født parret fire dage før.

Men Knudsen sørgede ikke selv for hjemtransporten. Da det ikke er let at komme fra det centrale Rusland og helt til Danmark, trådte holdkammeraterne til og lejede et privatfly til Knudsen, der fløj ham direkte fra Saransk, hvor det danske hold slog Peru, og hjem til barselsgangen.

Jonas Knudsen var tilbage i landsholdslejren mandag eftermiddag. Tre døgn inden kampen mod Australien.
Jonas Knudsen var tilbage i landsholdslejren mandag eftermiddag. Tre døgn inden kampen mod Australien. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dén gestus har siden skabt overskrifter over hele kloden. Nu fortæller Jonas Knudsen for første gang selv om, hvordan det var at blive far i VM-lejren og den flotte gave fra hans 22 holdkammerater.

»Det var et kæmpe chok. Det var jo ikke planlagt, at det skulle være lige dér. Det var en for tidlig fødsel, så det var ikke det, jeg havde regnet med. Jeg var lidt i chok, da jeg fik det at vide, for det kom lige pludselig, og det var gået meget hurtigt.  Så det var lidt voldsomt. Heldigvis har de det rigtig godt nu. Hun blev taget ved akut kejsersnit, og det var sindssygt at få at vide. Jeg kunne ikke forstå det til at starte med,« fortæller Knudsen til B.T. om fødslen, der fandt sted flere uger før terminsdatoen.

»Det er lidt voldsomt, men det er jo en god nyhed, så det er dejligt. Det er vildt, men jeg har det bare fantastisk, for både min kone og mit barn har det godt. Det er godt at se, at folk synes det, som mine holdkammerater har gjort er godt, og jeg er rigtig, rigtig glad og stolt over det, de har givet mig. Jeg kan ikke takke dem nok for det,« fortsætter Ipswich-spilleren, der er med i den danske VM-trup.

Knudsen havde på ingen måde regnet med at få gaven fra holdkammeraterne, der løber op i mange tusinde kroner. Men derfor var han så meget mere glad for både overraskelsen fra VM-lejren og muligheden for at møde sin nyfødte datter for første gang.

»Da jeg først hørte det, var jeg sådan lidt: ’Er det rigtigt?!’ Det er en kæmpe gestus, men det viser også lidt om, hvad  det er for en gruppe og et sammenhold, vi har. Det er fantastisk, og det var rigtig dejligt at være hjemme og se min datter,« forklarer Knudsen, der havde knap 30 timer i selskab med familien, inden han fløj tilbage til lejren i Anapa.

Knudsen (th.) sad på bænken hele kampen, da det danske hold torsdag eftermiddag spillede 1-1 med Australien.
Knudsen (th.) sad på bænken hele kampen, da det danske hold torsdag eftermiddag spillede 1-1 med Australien. Foto: RICARDO MORAES
Vis mere

Siden han kom tilbage mandag eftermiddag har Jonas Knudsen været i kontakt med sin lille familie over Skype. Han erkender at tankerne har kredset meget om begivenhederne derhjemme, men oplevelsen med at holde datteren i armene for første gang, har givet ro i sindet hos den tidligere Esbjerg-mand.

»Der er blevet Skype’t rigtig meget, men det var helt fantastisk at være hjemme og se hende. Det gav lidt mere ro over det. Det er noget andet at se hende på Skype, i forhold til at være hjemme og røre hende og have hende i hænderne,« siger Knudsen, der ikke forlader VM-lejren igen, før Danmarks slutrunde er overstået.

»Jeg bliver i Rusland resten af turneringen. Jeg fik lov til at være hjemme, og jeg er utrolig taknemmelig over den måde, staben har været på overfor mig. Fra læge, over fysioterapeuter til alle holdlederne. Alle har bakket mig totalt op, og jeg kan ikke takke dem nok for, hvordan de har håndteret tingene og hjulpet mig. At jeg så får muligheden for at komme hjem af Åge og drengene, er helt fantastisk. Nu er jeg klar til at give den fuld. Jeg har fået ny energi, efter jeg er kommet tilbage,« slutter Jonas Knudsen.

En af VMs små solstrålehistorier.