I videoen herover kan du se, hvordan det så ud, da de danske fans varmede op til Peru-kampen.

Egentlig er der ikke noget, der overrasker Peter Schmeichel længere, når det kommer til hans søn.

For Kasper Schmeichel har i den grad haft en god karriere indtil videre. Derfor var der dog stadig nerver på hos Peter Schmeichel lørdag aften.

»Det er en stor dag for Schmeichel-familien at have en søn, der skal spille VM. Det er stort. Men han har klaret det godt hele karrieren, så der er ikke noget, der overrasker mig mere ved det, han opnår. Men jeg er da lidt nervøs, for jeg vil rigtig gerne have, Danmark klarer sig godt ved VM. Det er længe siden, vi har været med, og når du så lige tilføjer, at min søn spiller med,« sagde den 54-årige tidligere landsholdskeeper til tv-kanalen RT, som han arbejder for, inden kampen.

Peter Schmeichel med Kasper på skødet tilbage i maj 1993. 
Peter Schmeichel med Kasper på skødet tilbage i maj 1993.  Foto: Action Images
Vis mere

I studiet kunne han følge Danmarks nervepirrende kamp, der endte 1-0 takket være et mål af Yussuf Poulsen. Danmark kunne dog være kommet bagud i slutningen af første halvleg, for her fik Peru tildelt et straffespark.

En mulighed, som Christian Cueva misbrugte på det skammeligste, da han sendte bolden langt over mål.

Peter Schmeichel fortæller, at han var i tvivl om, hvorvidt straffesparket var korrekt dømt.

Sådan reagerede Kasper Schmeichel, da Cueva sendte bolden over mål.
Sådan reagerede Kasper Schmeichel, da Cueva sendte bolden over mål. Foto: MARCOS BRINDICCI
Vis mere

Han er dog ikke i tvivl, når han skal sætte ord på, hvordan det er som målmand at se bolden gå over, når man har valgt at springe til den forkerte side.

»Det er som at se ens eget hold score. Det er det samme. Det er rigtig godt. Du prøver at gætte, hvor han skyder, og i det sekund han rammer, ved du med det samme, om du gætter rigtigt eller forkert, men så ser du, han skyder over. Først bliver du skuffet over at have valgt den forkerte side, men så bliver du glad, fordi bolden ikke går ind,« siger Peter Schmeichel om, hvad der formentlig er gået gennem Kasper Schmeichels hoved lørdag aften.

Kasper Schmeichel har desuden fortalt, hvordan han psykede Christian Cueva inden sparket. Det kan du læse mere om her.