Det er vist ingen hemmelighed, at Danmark er massive favoritter i de tre gruppekampe ved VM.

I den første kamp mod Belgien fredag aften viser en hurtig gennemgang blandt bookmakerne, at du kan tjene kassen på en belgisk sejr. Faktisk kan du slet ikke spille på Danmark.

De upåagtede belgiere er også en ukendt størrelse for de danske landsholdsspillere, der også står over for Tunesien og Bahrain i gruppespillet.

»Det er tre kampe, hvor vi går ind til hver kamp som favorit. Jeg synes samtidig, det er utrolig svære kampe at gå ind til, for vi kender ikke rigtig modstanderen super godt,« siger landsholdsanfører Niklas Landin og fortsætter:

»Vi skal også bare holde fokus på vores spil. Så er jeg ret sikker på, det også er nok til at vinde over alle tre nationer. Men det er lidt en ubehagelig størrelse, fordi kendskabet er så lille,« siger han.

Det samme mener Mads Mensah.

»Det kan være en lille smule ubehageligt. Belgien er ikke et hold, jeg selv kender noget til, og jeg tror måske aldrig, jeg har mødt nogen af deres spillere. Men jeg kan se på deres resultater, at de er med i kampene.«

»Nu har vi set noget video fra deres kampe mod Kroatien og Holland, som vi ved kan spille god håndbold, der er de med hele vejen, så det er lidt en ubehagelig størrelse,« siger han og tilføjer:

»Vi skal bare have fokus på os selv. Vi er et bedre hold, end Belgien er, og derfor synes jeg også, vi kan tillade os mest at have fokus på vores egne ting, og det vi vil lykkes med. Hvis vi gør det, er jeg ikke i tvivl om, vi er et bedre hold end Belgien. Det handler om os selv denne gang.«

Du kan følge hele VM her på bt.dk. – vi lægger ud med Danmark-Belgien klokken 20.30 i morgen fredag.