»Det var sjovt, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde spillet fodbold i mange år. Min kondi var helt forfærdelig.«

Sådan lyder det fra Keld Heick i seneste afsnit af B.T.s VM-podcast 'VM-Vinduet', hvor han fortæller om en showkamp under EM i 2021, hvor han blandt andet spillede mod Michael Laudrup og kronprins Frederik.

»Jeg tog et hurtigt løb fra den ene til den anden ende af den lille bane, og så var jeg stort set færdig. På et tidspunkt faldt jeg nærmest over Stig Tøfting af ren og skær træthed. Det var ikke en af mine store kampe,« fortæller han videre med et grin.

Showkampen blev spillet på Ofelia Plads i København som en del af det officielle EM-program, hvor Danmarks gruppekampe som bekendt blev spillet i Parken.

Keld Heick mindes, at kronprins Frederik gjorde en god figur på banen – at man godt kunne se, at han holder sig i form.

Dog holdt Keld Heick sig mest på bænken og kunne derfra se på andre kendte navne som Simon Kvamm og Malte Ebert.

Se Keld Heick fortælle om showkampen i klippet øverst.

Herunder kan du høre hele afsnittet af 'VM-Vinduet', der også gæstes af FCK-legenden Michael 'Mio' Nielsen: