Rasmus Lauges VM-skæbne afgøres af træningen søndag.

Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen på pressemødet inden kampen mod Egypten mandag.

Han håber, at Lauge kan komme i aktion i den afgørende mellemrundekamp mod egypterne. Går testen af Lauge søndag ikke som håbet, så ryger han hjem. Og landstræneren er ikke optimistisk.

»Vi tester ham i dag for at se, om der er noget i det. Består han ikke træningen i dag, så er det ikke aktuelt, at han kommer i spil. For så er det så lang tid siden, at han har trænet, at det er urealistisk at tro, at han kommer mere i spil,« siger Jacobsen.

Landstræneren er ikke særligt positiv omkring udsigterne for landsholdsstjernen.

»Jeg er ikke specielt positiv, lad mig sige det sådan. Men vi håber jo, for der er ingen tvivl om, at han er en vanvittig god spiller. Vi kunne godt bruge lidt mere fysik på backpositionerne, hvor Rasmus ville kunne hjælpe os. Det spil, jeg har set til træning, har set rigtig godt ud med Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Rasmus. Og jeg ærgrer mig over, at vi ikke har kunnet bruge det, og at folk ikke har kunnet se det. Det har set virkelig godt ud.«

Han vil endnu ikke spekulere i eventuelle erstatninger.

»Lad os nu se, hvordan træningen forløber. Jeg synes jo, vi skal have lov til at tage det med holdet. Det behøver de ikke at gå hjem og slå op på nettet for at se, hvad der skal ske. Men jeg tænker, I får besked, hvis der sker noget, ikke?« lyder det fra Jacobsen.

Michael Damgaard er blevet kaldt ind til VM undervejs – og landstræneren har derfor stadig fire udskiftninger under slutrunden tilbage.