Lyt til artiklen

Danmark har resultatmæssigt ikke fået mere end et point til VM, efter holdet har spillet uafgjort mod Tunesien og lørdag tabte til Frankrig.

Men det gode humør har landstræner Kasper Hjulmand helt sikkert holdt intakt.

Inden søndagens pressemøde, som han deltog i sammen med Kasper Schmeichel og Martin Braithwaite på hver sin side, havde hele journalistkorpset lagt deres diktafoner og telefoner på bordet foran de tre danske landsholdsprofiler, og Hjulmand kunne ikke dy sig for at joke om at trykke på udstyret – i så fald ville det have ødelagt ret så meget for den skrivende presse.

»Vi kan bare lige slukke dem alle sammen. Det er fristende. Alle de røde knapper,« sagde Kasper Hjulmand og fik sine spillere til at grine, inden pressemødet gik i gang.

Undervejs bemærkede han også, at holdet har arbejdet godt og er fuldt fokuserede på at vinde næste afgørende kamp mod Australien.

Til pressemødet var der dukket en lille håndfuld journalister op fra netop Australien, og de fik også at mærke, hvordan humøret er i top hos den danske landstræner.

Et spørgsmål gik på, om den tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensen, der er ekspert for en tv-station i Australien efter sin aktive karriere i landet, har givet gode råd til danskerne om, hvordan man kan stække australierne.

Og her var Kasper Schmeichel i gang med at svare på, at det endnu ikke var sket, da Kasper Hjulmand tændte for sin mikrofon og brød ind:

»Så vidt I ved,« lød det med et stort grin fra Kasper Hjulmand.