Joachim Andersen, dansk landsholdsspiller og modefænomen.

Forsvarsspilleren er på banen en kæmpe profil for sin klub Crystal Palace, og så har han også udviklet sig til lidt af en fanfavorit på de sociale medier, hvor han er blevet et viralt hit.

Således begyndte klubfotografen at tage billeder af spillerne, da de mødte ind om morgenen i eget outfit, og pludselig tog det fart med netop danskeren, der ikke bare er talentfuld, men også en flot fyr.

»Jeg ved ikke lige, hvorfor det startede. Jeg tror, det var vores medieteam, der gerne ville prøve at lave nogle anderledes billeder, og det startede sådan, og så tror jeg, at fansene efterspurgte nogle af spillerne,« forklarer Joachim Andersen og tilføjer:

»Det er vores klubfotograf, der siger, at fansene efterspørger det, så det er egentlig bare noget, han er begyndt at gøre. Nogle gange er det lidt akavet, men det er fint nok,« lyder det fra den fotogene Joachim Andersen, der uddyber, hvorfor det kan være lidt akavet:

»Nå, men man er lige kommet ind og lige vågnet, så det er ikke altid, at man er helt frisk til et billede eller et post, men det er sgu sjovt. Det fungerer fint,« siger manden, der fra naturens side ikke behøver at gøre ret meget for at ligne en million.

Joachim Andersen bemærker da også, at han trods interessen for at blive affotograferet meget ofte ikke spekulerer i at skifte ud i sin garderobe mere end normalt, men:

»Jeg kan godt lide tøj og sætter en ære i at gå velklædt.«

Det er der mange, der synes, han også gør godt.