Ingen anede noget. Det ville han ikke have.

De opdagede aldrig, at han sneg sig ud af bagdøren. Sammen med sin mørke hemmelighed.

Den 71-årige hollandske landstræner Louis van Gaal er af en helt speciel støbning.

Intet må komme i vejen for holdet – heller ikke de største stjerner.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Og heller ikke den prostatakræft, der krævede 25 kemobehandlinger for den aldrende legende, der selv mistede sin kone i 1994 til leverkræft.

»Jeg ville ikke fortælle om sygdommen til mine spillere, fordi det kunne have påvirket deres præstationer.«

»I min tid som landstræner har jeg været nødt til at tage på hospitalet, uden at spillerne fandt ud af det. Indtil nu. Mens de troede, jeg var rask, men … det var jeg ikke,« fortalte han i programmet Humberto i foråret 2022.

Lørdag står han over for sin potentielt sidste kamp som træner på topplan, når Holland møder USA i 1/8-delsfinalen.

Det var langt fra planen, han skulle være til stede ved den omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar.

‘Jerntulipanen’, som han er blevet kaldt igennem sin karriere, gik på pension i 2016, da han blev fyret i Manchester United efter et tumultarisk ophold.

Men da landsholdet ringede efter Frank de Boers fyring i 2021, var han klar til at tage jobbet for tredje gang i karrieren.

Og nu står han der så igen. På øretævernes holdeplads. Og det får han for tiden i hjemlandet. Øretæver.

Hollænderne kravlede ud af gruppespillet med forkølet spil, og i et land, hvor selvbilledet er total fodbold, har kritikken været markant omkring van Gaals landshold.

Opmærksomhedkrævende har van Gaal altid været. Som her i United-tiden, hvor han – hvis du skulle være i tvivl – demonstrerer, hvordan modstanderen filmer.
Opmærksomhedkrævende har van Gaal altid været. Som her i United-tiden, hvor han – hvis du skulle være i tvivl – demonstrerer, hvordan modstanderen filmer. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»En parodi på hollandsk fodbold,« skrev den anerkendte fodboldskribent Valentijn Driessen fra De Telegraaf om spillestilen. Hvorfor nå VM-finalen, hvis man spiller på den måde, lød ræsonnement.

Men den kritik tager van Gaal med ro, som flere mener har været mere underholdende end selve spillet.

I sine 36 år som træner har han prøvet lidt af hvert. Han skabte historisk succes med Ajax, der vandt Champions League-trofæet i 1995. Han har stået i spidsen for Barcelona og Bayern München, inden han landede i Manchester United i karrierens efterår.

Ét er dog sikkert, hollænderen har altid delt vandene. Også hos de spillere, der har haft ham som træner.

Nogle mener, han er en diktator, andre mener, han er spillernes ven. Kedeligt har det aldrig været med van Gaal.

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Boudewijn Zenden har eksempelvis én version af den gale hollænder.

»Han er den type træner, der virkelig interesser sig for personen bag spilleren. Han kender dine børn og kones fødselsdag – eller hvis du har et personligt problem. Han er der altid til at støtte dig, og hvis du har brug for en fridag eller to. Han er slet ikke sådan som det image, han har udadtil,« siger Zenden til The Athletic.

Brasilianske Giovanni, der havde van Gaal i Barcelona, har en helt anden version.

»Van Gaal var en Hitler over for de brasilianske spillere. Han er arrogant, stolt og har et problem. Jeg ved, han må have nogle problemer, han har ingen fodboldforstand, han ved intet. I min tid under ham var det altid den samme træning, hans type er syg, han er skør,« lød svadaen i 2010.

Den sande van Gaal ligger nok et sted midtimellem.

Blidere med årene er han måske ikke blevet. Og så alligevel.

For så slutter vi, hvor vi startede.

Med den mørke hemmelighed.

Med kræften.

»Jeg har været igennem meget, når det kommer til sygdom. Som med min egen kone (Fernanda Obbes døde af leverkræft i 1994, red.) Det er en del af livet, og som menneske er jeg nok blevet endnu rigere af alle de erfaringer.«

Om Holland går videre eller ej, lever legenden videre. I bogstaveligste forstand.

Men trænerkarrieren, den slutter i Qatar.

Før eller siden.