Qatar er uden tvivl det mest omdiskuteret VM nogensinde – og derfor er der flere, som afviser at promovere slutrunden i ørkenstaten.

Nogle af dem er danske influence, som før VM er blevet kontaktet af en delegation fra Qatar, hvor man har fået tilbudt en gratis VM-rejse mod promovering.

Det skriver DR Nyheder.

En af dem er fodboldinfluenceren Jeppe Christoffersen fra Kolding. Han har dog sagt nej.

»Jeg føler ikke, at jeg kan stå inde for det, når jeg skal ned og dække slutrunden fra mine platforme. Derfor har jeg valgt at sige nej. Jeg kan selvfølgelig godt se det fra et økonomisk perspektiv, men jeg synes, at det er forkert på alle mulige måder,« siger han til DR Nyheder.

Også Johan Søgren Jensen, en af dem bag mediet Fodboldidioterne, skriver på Twitter, at de fik tilbudt en rejse, men sagde nej.

Qatar var ellers villige til at betale fly, hotel i 16 dage og en billet til åbningskampen, forklarer han.

Omvendt skulle de agere reklamesøjle for slutrunden.

Også folk fra andre nationer, herunder Holland og Frankrig, er blevet tilbudt ophold i Qatar for at promovere landet og slutrunden, skrev The News 6. november.

Slutrunden og selve værtskabet, som Qatar blev tildelt i 2010, er blevet stærkt kritiseret på grund af landets syn på menneskerettigheder, ligesom op mod 6.500 migrantarbejdere har mistet livet under forberedelserne til slutrunden.

B.T. besøgte Qatar for halvanden måned siden og talte med flere migrantarbejdere og de horrible forhold, de arbejder under.