Brøndby vil have landsholdsspilleren Jens Stryger Larsen. Gerne allerede nu.

Det kunne B.T. fortælle inden afgangen til VM.

Men det er desværre for de blågule ikke noget, som han er interesseret i.

»Nej, jeg er rigtig glad for at være i Trabzonspor og har nogle fantastiske holdkammerater og et fantastisk hold til at kunne spille med om mesterskabet igen i år, så det er det eneste, jeg fokuserer på,« siger Jens Stryger Larsen og tilføjer:

»Det kan godt være, at Brøndby er interesseret i mig nu, men jeg har kontrakt med Trabzonspor.«

Jens Stryger Larsen er altså endnu ikke klar til at lave samme nummer som en anden landsholdskollega i Daniel Wass, der denne sommer vendte hjem til barndomsklubben.

Trabzonspor-spilleren er da også et par år yngre end Daniel Wass og har ikke været i udlandet lige så længe.

Men de to landsholdsvenner har talt om Brøndby og Wass' skifte hjem.

»Jo, jeg har snakket med Wass om, hvordan det er gået med ham. Jeg kan jo godt lide Wass, og vi er gode venner, så jeg interesserer mig også for, hvordan det går med ham, men i forhold til mig selv, nej,« lyder det fra Jens Stryger Larsen, som endnu en gang slår fast om en retur til Vestegnen:

»Det er ikke noget, der har fyldt i mit hoved eller dem, der hjælper mig med at planlægge min karriere.«

Ifølge B.T.s oplysninger vil Brøndby også prøve at gå efter Jens Stryger Larsen efter sæsonen.