Lad os slå det fast med det samme.
Der er rigtig tungtvejende argumenter for, at VM aldrig skulle have været afholdt i Qatar. Rent sportsligt er det mere end ubekvemt for fodboldklubber over hele verden, at de skal afbryde de gængse turneringsplaner, for at turneringen her skal spilles om vinteren, og hvad der er langt værre, så har Qatar et hæsligt generalieblad, når det gælder menneskerettigheder og minoritetsbehandling.
Så sent som mandag måtte Qatars diktatur indrømme, at der er noget om snakken, når det gælder migrantarbejdere, der er omkommet under opførelsen af stadioner og bygninger. Talsmanden for Qatars emir mente dog, at dødstallet skal opgøres til mellem 400 og 500 og ikke 6.500, som avisen The Guardian anslår. Under alle omstændigheder er det jo fuldstændig uacceptabelt – men:
Slutrunder er igennem mange år blevet afholdt i lande, der ikke er demokratier, og hvor menneskerettigheder og behandling af minoriteter er endnu værre, end tilfældet er i Qatar. De to sidste værter for store, globale sportsbegivenheder, Kina (OL 2022) og Rusland (fodbold-VM 2018) for eksempel. Så hvorfor var der langt mindre snak om boykot og cancelling dengang?
Man skal nogle gange opleve virkeligheden tæt på for at kunne få en nuanceret forståelse af en problemstilling. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ligesom de fleste danskere var mere end skeptisk før min rejse til Qatar – det er jeg på sin vis stadig. Men nu har jeg haft mulighed for at tale med en masse herboende, deriblandt mange migrantarbejdere, og det har delvist ændret min holdning.
Jeg tilbragte en eftermiddag og aften i Asian Town, Qatars migrant-kvarter, der stort set kun bebos af tilflyttere fra det sydøstlige Asien. Alle dem, jeg har talt med, er glade for, at VM bliver afholdt i Qatar, og mere interessant, så er de også glade for den statusopgradering, deres ophold i Qatar har betydet for deres familier i Pakistan, Bangladesh, Indien, og hvor de ellers kommer fra.
En taxichauffør fortalte mig, at han her tjener mange gange mere end, hvad han ville have tjent i sin hjemby Peshawar, så han har kunnet sende sine børn i en god skole, købe et lille hus. En rengøringsassistent fra Sri Lanka fortalte mig, at hans ophold her har forvandlet familiens virkelighed fra dyb fattigdom til en tilværelse med muligheder. Ja, det er hårdt arbejde, men den pris betaler disse mennesker gerne for deres børns fremtid.
Pointen med disse eksempler er, at alt ikke er sort eller hvidt. Javist er der befolkningsgrupper, der lever under uacceptable og miserable forhold i Qatar, men spørg uighurerne i Kina, hvordan de bliver behandlet, og det vel at mærke i deres eget land.
Dette er ikke skrevet for at undskylde Qatar. Personligt har jeg ikke meget tilovers for emiren og hans diktatur, men hvis vi skal til at cancelle alle lande, der ikke lever op til vestlig status, så er det altså kun en meget lille klynge nationer, der kan blive værtsland – og der er jo en grund til, at det hedder VM. Qatar er interessant nok det første muslimske land til at afholde VM, og stoltheden i Mellemøsten og Nordafrika er mærkbar. Qatar har efter et vellykket og beundringsværdigt pres fra ngo'er fornyet og forbedret sig betragteligt. Der findes mange steder i verden med regimer, der er værre end styret her i Qatar.
Der er alt mulig god grund til at få ryddet op i det dybt korrupte FIFA, og forhåbentlig fortsætter succesen med græsrodsarbejdet, der har udstillet qatarernes hykleri og umenneskelighed, til andre slutrunder. Verden er nemlig fuld af stater, der behandler deres befolkning forfærdeligt.
Avisen The Economist beskyldte forleden modstanden mod Qatar for i bedste fald at bygge på uvidenhed og i værste fald på fordomme mod muslimer og rige mennesker. Har avisen ikke lidt ret?
