Det meget omdiskuterede VM i fodbold i Qatar nærmer sig nu sit sportslige klimaks.

Jeg har været udsendt til Doha for B.T, og noget af det, der slog mig dernede, var de mange reklamer overalt i Qatar, hvor nogle af verdens største nuværende og forhenværende fodboldstjerner associeres med VM i Qatar og den omliggende region.

Det fik mig til at tænke på en særlig dansk problemstilling.

Politiken og TV 2 aflyste som bekendt deres planer med landshold-koryfæet Brian Laudrup op til VM.

Laudrup havde formastet sig til på Visit Dubais hjemmeside at fortælle om sit mål mod Brasilien i 1998, og derudover talte han rosende om omgivelserne i Dubai, hvor nogle danske fans boede, mens Danmark stadig var med ved VM.

Brian Laudrup er formodentlig blevet godt betalt for sin medvirken, og man kan mene om det, hvad man vil.

Hvis man disse dage ser fodbold på tv i Qatar og i resten af Mellemøsten, så foregår det på beIN, det Qatar-ejede sportsnetværk. Mere end 110 millioner fulgte åbningskampen ved VM på beIN.

Her vil man ikke have kunnet undgå at se alverdens fodboldstjerner i talrige reklamer, der sælger sig på og samtidig promoverer VM i Qatar.

Mest aktiv blandt dem, jeg har set, er Lionel Messi, som medvirkede i flere på hinanden følgende reklamer på beIN. Blandt andet en reklame, hvor han ifører sig traditionelt arabisk tøj og suser rundt i Qatars ørken i en lækker bil. Budskabet her er vel ikke til at tage fejl af.

Men også Cristiano Ronaldo, Kylian Mbappé, Neymar og en række andre superstjerner medvirker i reklamefesten.

Derudover har beIN mange internationale kommentatorer, deriblandt Gary Neville, Kaka, Arsène Wenger og John Terry i stalden. Ligesom med Brian Laudrup kan man mene om det, hvad man vil.

Men hvis man ønsker at udelukke Brian Laudrup for hans formodede tæthed med De Forenede Emirater og Qatar, var det så ikke også en idé at få cancellet alle de andre stjerner, der også lukrerer økonomisk på VM i Qatar?

Man kunne undlade at bringe et interview med Messi med den begrundelse, eller gå i sort, når Ronaldo udtaler sig. Måske helt undlade at tale om Mbappé efter kampen.

Det er jo ikke holdbart. Selvfølgelig viser TV 2 alt om Ronaldo og Mbappé. Politiken bragte forleden en fin hyldest til den store, lille Messi, der med Australien-kampen rundede sin kamp nummer 1.000.

Naturligvis vil vi gerne følge med, når sportens største dyster på den ultimative scene, og derfor dur det heller ikke at udelukke nogen folk, men ikke andre.

Og ligefrem at flå en af Danmarks største gennem tiden af skærmen og at lægge en podcast med ham ned på den baggrund, det er altså skrappe sager. Det udstiller Laudrup som en skidt karl, der sætter pengene over principperne.

Men er han det?

Tilsyneladende ikke mere end Messi, som jo altså samtidig hyldes til skyerne i alle medier.

Reaktionen over for Brian Laudrup er sigende for den tid, vi lever i.

TV 2 og Politiken kunne jo passende starte med bare selv at blive væk og eventuelt kun dække VM med kritisk journalistik. Det ville da være den mest konsekvente måde at forholde sig til Qatars hæslige generalieblad, når det gælder menneskerettigheder og behandling af seksuelle minoritetsgrupper.

Men mon ikke, at pengene også her spiller en rolle?

Der er meget i professionel fodbold, der ikke er kønt.

Manchester City er ejet af et konsortium fra Forenede Arabiske Emirater og Newcastle United ovenikøbet af Saudi-Arabien, som beviselig har et endnu værre generalieblad end Qatar. Men vi viser jo stadig Citys og Newcastles kampe.

Det er med andre ord meget svært at gennemføre en retfærdig udelukkelse, og ofte er det de lavthængende frugter, der vælges.

Cancel-kulturen har virkelig grebet om sig. Og når først noget er udnævnt til cancel-værdigt, så er der ikke længere noget at gøre.

I Qatar talte jeg med flere derboende danskere, der gerne ville have forsøgt at perspektivere, hvad de ser som enøjet dansk mediedækning af VM.

Men næsten ingen af dem turde være med i en artikel. De var simpelthen bange for konsekvenserne.

Det går ikke, at vi aflyser hinanden.

Vi må gå i dialog og være uenige samt naturligvis lægge pres på diverse diktatorer og regimer rundt om i verden. Der er ingen tvivl om, at græsrodsarbejde før VM har tvunget Qatar til at forny sig, og det er en meget stor sejr i den gode sags tjeneste.

Men den gamle talemåde om at gå efter bolden og ikke manden må også gælde her. Og når man canceller, så er det altså nærmest udelukkende manden, man går efter.