Hjemme i Iran har man ét krav, efter USAs fodboldforbund har fjernet et symbol fra det iranske flag i forbindelse med VM-slutrunden.

Og kravet er klart: USA skal smides ud af VM omgående.

Det skriver CNN.

»Ved at poste et forvrænget billede af Irans flag på en officiel konto overtrådte det amerikanske fodboldforbund FIFA-regler, for hvilket en 10-dages suspendering er den passende straf,« skriver det iranske statsmedie Tasnim ifølge CNN.

Her ses Irans flag uden statsemblemet i midten.
Her ses Irans flag uden statsemblemet i midten. Foto: AP/CNN
Vis mere

Hele sagen bunder i, at USAs Fodboldforbund ved VM har fjernet et symbol fra Irans flag.

På diverse sociale medier har det amerikanske forbund lavet opslag med det iranske flag, men uden statsemblemet i midten.

Markeringen er en »støtte til kvinderne i Iran, som kæmper for basale menneskerettigheder«, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP i en udtalelse fra forbundet.

De seneste måneder har der været stort fokus på kvinders rettigheder og omfattende demonstrationer i Iran efter 22-årige Mahsa Aminis død.

Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

Også Irans eget landshold har markeret protester mod det iranske styre. Landsholdet undlod på bemærkelsesværdig vis at synge med på nationalsagen i første VM-kamp mod England. Det blev opfattet som en stille protest.

FIFA har ikke reageret på de iranske krav.

Iran og USA mødes tirsdag i sidste runde af gruppespillet. Vinderen sikrer sig videre adgang i turneringen.