VM buldrer derudaf, og der findes ikke den frokostkantine eller pølsevogn, hvor begivenhederne i Rusland ikke diskuteres heftigt i disse dage.

Også ude i superligaklubberne bliver der mellem yoyo-tests og dødboldtræning talt om VM. Også i Brøndby, hvor B.T. mødte cheftræner Alexander Zorniger til en snak om slutrundens temaer.

VAR (video assistent referee) har allerede fyldt meget under denne slutrunde. Hvad synes du om det tiltag?

»Jeg er stor modstander af det. Jeg kan virkelig ikke lide det. Og så er jeg ligeglad med, hvor mange korrekte kendelser, man kan få ud af det. For det ændrer fuldstændig spillet i mine øjne. Man sidder foran tv'et eller på stadion, der bliver scoret, og ingen ved rigtig, om det virkelig nu er et mål eller ej. Er noget sket tidligere? Jeg bryder mig virkelig ikke om det,« siger Zorniger og fortsætter:

VAR der straffe? Dommeren ser på VAR-skræem om der var straffe til Frankrig. Det var der. REUTERS/John Sibley JOHN SIBLEY
Dommer Bakary Gassama laver VAR-tegnet i Danmarks kamp mod Peru. (Video Assistant Referee) review REUTERS/Ricardo Moraes RICARDO MORAES
VAR - hvad er det godt for, spørger Zorniger. REUTERS/Kai Pfaffenbach KAI PFAFFENBACH
Iran fik frataget et mål efter et VAR-eftersyn mod Spanien. REUTERS/John Sibley JOHN SIBLEY

»Min forståelse af fodbold er, at det også er spil med fejl. Det har altid været det mest interessante ved fodbold. VAR fjerner dramaet ved fodbolden. Det fjerner de følelser, vi har været vant til under en fodboldkamp. Fodbold er så udbredt og elsket, fordi det er så nemt. 22 mand, en bold, og når bolden er i mål, er der scoret. Med VAR ved man aldrig helt, om der er scoret, før et minut senere.«

Hvor meget VM har du fået set?

»Jeg så en del af Ruslands første kamp, jeg så Danmarks kamp, jeg så kun anden halvleg af Tyskland-kampen. Gudskelov så jeg Portugal-Spanien, hvilket gav mig lidt tro på kvalitet ved denne slutrunde tilbage. Jeg skal dog under ingen omstændigheder se Tunesien mod Panama.«

Jeg fornemmer, at du ikke er blæst bagover af kvaliteten?

»Jeg synes, at arbejdet uden bold er fint, men der er for mange hold, der har store problemer med at kreere noget med bolden. Generelt handler det om 'safety first' og så om at vente på en dødbold. Om otte år er der sikkert 48 hold med ved et VM, og så har jeg min store tvivl om kvaliteten.«

Hvad synes du så om Danmarks indsats?

»Der er mange måder at analysere en kamp på, men det vigtigste er, at Danmark vandt premierkampen - hvilket Tyskland ikke var i stand til. Jeg tror, Hareide kan se, at der er brug for lidt mere fart i kampen. De kunne ikke skabe så meget, men Danmark har selvfølgelig andre kvaliteter som for eksempel spillernes størrelse, og mange kampe ved dette VM afgøres på dødbolde. Jeg synes, Åge gør det godt med de midler, han har. Jeg ville selvfølgelig - med den måde vi spiller på i Brøndby - ønske at se holdet udfordre modstanderne noget mere i presset.«

Dansk jubel efter 1-0-sejren over Peru. Jens Nørgaard Larsen

Det var ikke en Zorniger-indsats...

»Det er ikke et Zorniger-hold!«

Er der Zorniger-hold ved dette VM?

»De sydamerikanske hold, vil jeg sige. Eksempelvis Peru og Mexico. I deres aggressivitet og deres omstillinger minder de meget om Brøndby.«

Hvem vinder VM?

»Jeg tror, at der er seks-syv hold, der har mulighed for at komme i semifinalen. Og derfra er det et spørgsmål om at være heldig - og selvfølgelig have den rigtige indstilling. Brasilien har jeg stor fidus til. Det samme med Spanien. Frankrig også.«

Du nævner ikke Tyskland?

»Tyskland vil altid være i spil til sejren, men lige nu er der for mange ubekendte faktorer ved det det tyske hold.«