Husker du 22. juni 2004? Det gør de i Italien.

Den dag – for næsten præcis 14 år siden – var sidste gang det danske landshold spillede sig videre i en stor international slutrunde. Men det er langt fra det eneste, der gør lige præcis den dato speciel. Det var nemlig også dagen, hvor Danmark og Sverige ’blev enige’ om at spille 2-2 og på den måde sende hinanden videre ved EM i Portugal på et rasende Italiens bekostning.

2-2 var det eneste resultat, der i 2004 kunne sende både Danmark og Sverige videre ved EM i Portugal. Og hvad blev kampen? 2-2, naturligvis
2-2 var det eneste resultat, der i 2004 kunne sende både Danmark og Sverige videre ved EM i Portugal. Og hvad blev kampen? 2-2, naturligvis Foto: Lars Møller
Vis mere

Nu er det VM. Og vi skriver 2018. Men historien gentager sig. I hvert fald til dels. Inden den afgørende gruppekamp mod Frankrig på tirsdag i Moskva, er franskmændene allerede videre. De danske VM-drenge skal til gengæld bruge ét point, hvis de vil være sikre på minimum én kamp mere i Rusland. Så hvorfor egentlig ikke bare spille uafgjort? Det vil give gruppesejren til Frankrig, sende Danmark videre til 1/8-finalen på en  andenplads – og skubbe Sorteper videre til Australien.  Præcis som kortet med den sorte kat for fjorten år siden blev proppet i en konvolut og sendt et smut til Rom.

»Haha. Gjorde vi det mod Sverige,« vil Åge Hareide vide, da B.T. spørger ham, om der ikke bare kan laves endnu en ’aftale’.

Det mener italienerne...?

»Det mener italienerne. Jo, det kan man godt. Hvis man ser på sidste kamp ved EM i gruppen sidste gang, spillede Frankrig 0-0. De skiftede alle ud med gule kort. Vi kan jo håbe på det. Og så må vi håbe, at Christian kan snakke med keeperen (Hugo Lloris, som Eriksen spiller sammen med i Tottenham, red.). Og så kan Simon måske tale med Nzonzi (de spiller sammen i Sevilla, red.),« griner landstræneren.

Landsholdets nuværende assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, scorede begge danske mål, da Danmark og Sverige spillede 2-2 og hjalp hinanden videre til EMs kvartfinaler.
Landsholdets nuværende assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, scorede begge danske mål, da Danmark og Sverige spillede 2-2 og hjalp hinanden videre til EMs kvartfinaler. Foto: Lars Møller
Vis mere

Så er vi jo godt på vej...

»Ja, så er vi godt på vej. Hahaha. Nej, det er en joke,« understreger han.

Joke eller ej. Uafgjort vil være et perfekt resultat for Danmark – og i den grad brugbart for Frankrig. Så ét spørgsmål er oplagt.

Hvem ringer til franskmændene og aftaler krydset?

»Jeg er rigtig dårlig på fransk. Jeg kæmper stadig med det tyske. Så det ved jeg ikke. Nej, vi krydser på… eller krydser fingre for, at vi får et godt resultat,« siger en grinende Thomas Delaney, inden han svarer videre.

»Der er to scenarier. Enten kan vi være afhængige af den anden kamp, ellers kan vi selv afgøre det. Der er ingen tvivl om, hvad vi helst vil. Vi vil gerne selv afgøre det, og det kan også godt være, at vi kommer til at spille på et resultat og være tilfredse med et kryds, eller hvad det er. Det er aldrig positivt at gå ind til en kamp og være fuldstændig afhængig af nogle andre. Det giver noget uro, og du mister fokus. Så vi prøver at skabe kampen, omend det bliver svært,« fastslår midtbanespilleren.

Forbrødringen var stor, efter Danmark og Sverige i 2004 havde sendt hinanden videre ved EM i Portugal. På tirsdag kan det ske igen.
Forbrødringen var stor, efter Danmark og Sverige i 2004 havde sendt hinanden videre ved EM i Portugal. På tirsdag kan det ske igen. Foto: Lars Møller
Vis mere

Håbet er imidlertid lyserødt. Titelkandidaten Frankrig kommer efter alt at dømme til at spare spillere mod Danmark. Og uafgjort vil sikre dem førstepladsen i gruppen. Så hvorfor egentlig ikke…

»Jeg tror begge hold har en indgang til kampen, hvor uafgjort er fint. Det har jeg det også fint med,« fastslår landsholdets anfører, Simon Kjær.

Og mon ikke næsten seks millioner danskere er enig med ham…