Nutiden mod fremtiden.

Sådan kan kampen om den måske mest ikoniske position på et fodboldhold bedst beskrives, når det gælder det danske VM-hold.

Pladsen som nier og frontangriber på Åge Hareides holdkort tilhører i dag Nicolai Jørgensen. Men dansk fodbolds største angrebstalent, Kasper Dolberg,  kommer stærkt fra baghjul og rækker ud efter Jørgensens gule førertrøje få dage inden den første VM-kamp mod Peru på lørdag.

»Der er ingen tvivl om, at Kasper er kommet ind og har gjort det rigtig, rigtig godt. Det, vi bed mærke i, da vi tog ham med, var den friskhed, han havde. Nogle gange kan man være bekymret over en spiller, der ikke har spillet så meget, men som vi så med Van Basten i en af slutrunderne, kan man komme ind og være altafgørende, selv om man ikke har spillet hele året. Kasper er frisk. Nicolai spillede en rigtig god 1. halvleg mod Mexico. Han fik ikke scoret, men han spillede rigtig godt. Angribere går op i én ting. Har de lavet mål? Men vi kigger og bedømmer også på andre ting,« siger assistentlandstræner Jon Dahl Tomasson om den kamp, der med ét er opstået omkring en af landsholdets absolut vigtigste positioner.

Kasper Dolberg er blevet førsteudfordrer til Nicolai Jørgensens plads i front, efter en spiller som Nicklas Bendtner ikke kom med til VM.
Kasper Dolberg er blevet førsteudfordrer til Nicolai Jørgensens plads i front, efter en spiller som Nicklas Bendtner ikke kom med til VM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er ikke mange dage siden, det var tvivlsomt, om 20-årige Kasper Dolberg overhovedet skulle med til VM. Men Ajax-angriberen har imponeret i såvel testkampene mod Sverige og Mexico som i landsholdets træninger. Imens har Nicolai Jørgensen – trods fint spil i den seneste testkamp – ikke vist sig uundværlig. Og målene er udeblevet fra Feyenoord-spilleren. Det er derfor langt fra utænkeligt, at Dolberg kan slå sin syv år ældre konkurrent af i løbet af et VM. Præcis som yngre danske kræfter tidligere har gjort under slutrunder.

»Det kan sikkert ske igen. Jeg kan selvfølgelig ikke svare på det. Vi må se, hvordan det forløber. Jeg har ikke som sådan et mål om at slå Nicolai af i løbet af VM. Jeg ved ikke, hvor meget spilletid, jeg får, og hvor meget tid jeg har til at bevise noget i. Jeg håber bare, det bliver så meget som muligt,« siger Dolberg, der både er med til VM med tanke på i dag og i morgen.

»Jeg er med for at hjælpe holdet, hvis der bliver brug for det. Det er sådan jeg ser på det. Men selvfølgelig skal jeg også suge til mig og tage alt det med, som jeg kan tage med,« fastslår han.

Nicolai Jørgensen, der sidder på pladsen kort før det går løs i Saransk med den første VM-kamp, er en stor beundrer af sin unge konkurrent.

»Han er jo en fantastisk angriber. Det er der ingen tvivl om. Det er sund konkurrence. Vi havde begge to et sindssygt godt år sidste år. Og så har vi begge to haft et lidt mere svingende år i år. Det er rart at have en, man kan måle sig med hele tiden. Hvis man ikke har nogen, der hele tiden er med til at gøre en bedre, bliver det måske også for nemt. Det er fedt at have ikke kun ham, men også Cornelius, Fischer og Braithwaite,« siger Jørgensen om Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg scorede sit hidtil eneste landskampsmål i Kazakhstan sidste sommer.  (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Kasper Dolberg scorede sit hidtil eneste landskampsmål i Kazakhstan sidste sommer.  (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Alligevel bruger Jørgensen ikke tid på at frygte at miste pladsen til manden, der i det mindst på sigt er udset til at være Danmarks nummer ni.

»Man føler sig vel aldrig 100 procent sikker, men så sikker som man nu kan. Åge har vist mig stor tiltro, og vi har også skabt en rigtig god stime af kampe med det hold, vi spiller med. Det er i bund og grund det vigtigste,« slutter Nicolai Jørgensen.

Den tidligere FCK’er starter efter alt at dømme inde på lørdag mod Peru. Men imponerer han ikke, står Kasper Dolberg i dén grad på spring.