Pierre-Emile Højbjerg er i dag både hjerte og lunger på det danske landshold – og i øvrigt også i sin klub, Tottenham.
En stor profil, der kamp efter kamp roses til skyerne – og har beundrere i de største klubber.
Men vejen fra at være et stort teenagetalent i Bayern München til nu at være én af Europas bedste midtbanespillere har ikke været uden knubs.
For fire år siden måtte han sidde hjemme i sofaen og følge det danske landshold ved VM i Rusland – efter at været blevet persona non grata under Åge Hareide.
Og på klubplan var han i en længere periode helt ude af Southamptons trup.
En tid, der virker lidt surrealistisk at kigge tilbage på for Højbjerg, da B.T. og resten af fodboldpressen møder ham på landsholdets ørkenresort uden for Doha.
»Da der var VM for fire og et halvt år siden, spiller jeg vist regulært i Southampton, hvor vi klarer frisag i nedrykningskampen. Men året før var der en periode, hvor jeg overhovedet ikke spillede fodbold,« fortæller han.
»Det var ikke optimalt. Men jeg fik bidt mig tilbage og udviklede mig. Blev bedre til det, jeg var god til. Og skubbede til det, jeg var dårlig til.«
Han har svært ved at pege på det øjeblik, hvor fodboldlykken vendte for ham.
»Jeg stoppede bare aldrig. Stoppede aldrig med at klø på – det vil jeg give mig selv,« fortæller Højbjerg, der havde et modsvar, når tvivlen på fodboldgennembruddet kom snigende.
»Tvivl sker for mange, men det handler mere om måden, man reagerer på. Tvivlen fik ikke lov at være så lang tid hos mig – arbejdshandskerne røg på.«
»Det var udvejen for mig. At arbejde mig ud af det. Der var ikke andre udveje.«
På tirsdag skal Højbjerg og det danske landshold for alvor have arbejdshandskerne på, når det gælder Danmarks første VM-kamp mod Tunesien.
